Udvikler går i gang med 560 MW ny dansk havvind

Tre måneder efter Energistyrelsens godkendelse beslutter European Energy at gå i gang med de to kystnære havmølleparker Omø Syd og Jammerland Bugt.
European Energys kystnære møller ved Sprogø er foreløbigt selskabets eneste havmøller, men det vil snart ændre sig. | Foto: Ilan Brender/IND
European Energys kystnære møller ved Sprogø er foreløbigt selskabets eneste havmøller, men det vil snart ændre sig. | Foto: Ilan Brender/IND

Der er lige over 10 kilometer fra European Energys hovedkontor i den gamle TV-Byen i Søborg til Energistyrelsens kontorer på Kalvebod Brygge i København, men med TV-byens imposante 14 etager er det ikke fuldstændig usandsynligt, at myndighederne kan ane den hvide røg, som de danske vind- og soludviklere i dag har sendt op.

European Energy har nemlig besluttet formelt at gå i gang med forundersøgelserne til de kystnære havmølleparker Omø Syd og Jammerland Bugt på 560 MW. Det sker tre måneder efter, at myndighederne har godkendt European Energys forundersøgelsesanalyser.

”I European Energy arbejder vi hver dag med at gennemføre den grønne omstilling. Vi ser frem til, at vores havvindmølleprojekter snart vil kunne forsyne en halv million danske husstande med grøn energi og reducere omkring 750.000 tons CO2 årligt. Det er et væsentligt og konkret bidrag til regeringens målsætning om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. i 2030,” siger en glad adm. direktør for European Energy, Knud Erik Andersen, i en pressemeddelelse.

Projekterne har været otte år undervejs og er en del af den såkaldte åben dør-ordning, og European Energy planlægger, at de skal opføres uden om udbudsregimet og dermed være støttefri.

Påbegynder undersøgelser

Nu vil European Energy påbegynde havbundsundersøgelser, som skal sikre de bedste forudsætninger for byggeriet.

Med andre ord kommer der ikke dumpende havvindmøller ned fra himlen lige med det samme, hvilket nok er for det bedste, da parkerne har givet anledning til en vis furore, som European Energy fortsat vil forsøge at glatte ud.

Modstand

Borgmester i Kalundborg, Martin Damm (V) har eksempelvis været arg modstander mod parken i Jammerland Bugt lige siden projektet spæde start i 2012.

"Det her er ikke et spørgsmål om ikke at have dem i baghaven. Det er et spørgsmål om at sætte fornuften i højsædet, og fornuften i højsædet siger, at de skal ud og stå på havet. Der er rigelig med plads i Nordsøen og Østersøen til at sætte havvindmølleparker op," sagde borgmesteren sidste år til borgermøde med 500 modstandere af vindparken ifølge TV 2 Øst.

Samtidig har Dansk Ornitologisk Forening (DOF) et horn i siden på parken ved Omø Syd.

"Det er en katastrofal placering for en meget stor forekomst af nogle af Europas meget sårbare vandfugle," sagde biolog Hans Skotte Møller, der er DOF’s repræsentant i Slagelse Kommune, sidste måned i en pressemeddelelse.

Ifølge Knud Erik Andersen bliver der taget højde for utilfredsheden hos visse parter.

"I alle vores projekter vægter vi højt at lytte til og inddrage vores interessenter. Det gælder både kommunen, lokalsamfundet og naboer. Vi lytter til bekymringer og tilpasser projekterne, hvor det er muligt. Vi har for eksempel flyttet begge projekter længere ud på havet end først planlagt.  Vi ser samtidig frem til at fortsætte den gode dialog med Energistyrelsen og andre myndigheder," siger Knud Erik Andersen.

European Energy forventer at have parkerne i drift i 2023.

European Energy henter penge til Italiens største solcelleanlæg

European Energy sælger dansk solpark 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også