EnergiWatch

Covid-19 resulterede i højere produktion fra solceller

Indiens omfattende nedlukning af samfundet resulterede i markant mindre luftforurening og som følge markant højere produktion fra landets solcelleanlæg end normalt, viser nyt studie fra MIT.

Rengøring af solpaneler i Gujarat, Indien. Foto: Amit Dave/Reuters/Ritzau Scanpix

På grund af covid-19 er indiske solcelleanlæg blevet 8,3 pct. mere effektive.

Det viser et studie fra Massachusetts Institute of Technology (MIT).

Årsagen er dog ikke, at den forkætrede virus med et trylleslag har forvandlet de indiske solceller eller fået solen til at skinne mere end normalt. Forklaringen skal derimod findes i de afledte effekter fra covid-19, siger forfatterne bag.

Den 24. marts 2020 indførte premierminister Narendra Modi nemlig en total nedlukning af landet med 1,3 mia. indbyggere i 21 dage med ordene "glem hvad det betyder at gå udenfor" som reaktion på covid-19.

Ifølge forskerne fra MIT havde det den effekt, at luftforeningen prompte gik ned med omkring 50 pct., hvorfor 8,3 pct. mere sollys ramte landets solceller. Lys som hidtil var blevet opslugt af smog.

"Det giver et glimt ind i en verden med markant mindre luftforurening," siger en ud af fem forfattere bag rapporten, forsker Marius Peters, til universitetets nyhedsbrev:

"Det er udsving, som er meget større, end hvad vi typisk ser, så det kan ikke blot forklares som en årlig variation," siger han og sammenligner forskellen i de indiske solcelleanlægs produktion før og under covid-19 med, hvad forskellen er på anlæg i Toronto og Houston.

Toronto befinder sig på samme breddegrad som Nice i Frankrig, mens Houston er på samme breddegrad som Egyptens hovedstad, Kairo.

Ifølge mekaniske ingeniør og forfatter bag studiet, Tonio Buonassisi, er der tale om en enorm forskel.

"En øget produktion på 8 pct. lyder måske ikke af meget, men profitmarginen i denne sektor er meget lille. Så hvis et solcelleselskab eksempelvis forventer en 2 pct. profitmargin ud af deres forretning ved 100 pct. produktion, og deres paneller pludselig producerer 108 pct. af det, så er deres indtjening blevet femdoblet fra 2 til 10 pct," siger Buonassisi.

Partier vil have skatteministeren til at se på solcelle-beskatning

Klimadirektør: Vi skal ikke bruge alle lavbundsarealer til solceller

Vattenfall vil udnytte havvind i ny solpark

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere