CIP venter solidt marked for flydende havvind sent i 2020'erne

Der bliver holdt nøje øje med flydevindens udvikling hos Copenhagen Infrastructure Partners, da det åbner for nye muligheder. Men der går en del år før, markedet er modent, spår partner.
Foto: Principle Power
Foto: Principle Power
AF RITZAU FINANS

Havvindindustrien har haft vokseværk i både Europa, Asien og USA de seneste år, og flere selskaber har også så småt fået øjnene op for vækstmulighederne inden for flydende havvind.

Det gælder også for fondsforvalteren Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), der i 2018 indgik et samarbejde med amerikanske Magellan om at udvikle flydende vind ud for vestkysten i USA.

Indtil videre har det samarbejde ikke kastet konkrete projekter af sig, men Michael Hannibal, der er partner hos CIP, fortæller, at det er et område, som selskabet interesserer sig for.

"Vi følger godt med i, hvad der sker med teknologien inden for flydende fundamenter. Det er indiskutabelt, at en vindmølle på et flydende fundament fungerer fantastisk godt. Udfordringen er, hvordan omkostningerne på de flydende fundamenter sænkes. Vi synes, at udviklingen er meget spændende," siger han til Ritzau Finans.

Flydende havvind spås især et stort potentiale i blandt andet Japan, Sydkorea og vestkysten i USA.

De tre områder har alle det til fælles, at vandet ud for kysten hurtigt bliver meget dybt, eller at forholdene på havbunden er særligt udfordrende.

Det betyder, at de traditionelle havvindprojekter, der gøres fast til havbunden, enten ikke er mulige - eller besværlige - at opføre.

Til gengæld er udviklingen af de flydende havvindmølleparker fortsat i et tidligt stadie.

Det betyder også, at det lige nu er markant dyrere at opføre sammenlignet med de havvindparker, vi kender i dag, hvor vindmøllerne står fast på havbunden.

Michael Hannibal fra CIP venter også, at det vil tage et stykke tid, før markedet for alvor vil blive modent. Det vil dog formentligt ske, før kalenderen siger 2030.

"Der kommer nok til at gå lidt tid endnu, før markedet er modnet, og de større projekter kommer på agendaen. Vi tror, at vi vil se flere projekter blive bygget midt i 2020'erne og derfra vil markedet vokse. Mod slutningen af 2020'erne forventer vi, at der vil være et solidt marked for flydende havvind," siger han.

Partneren fortæller, at CIP - ud over vestkysten i USA - også ser nærmere på vækstmulighederne for flydende havvind i eksempelvis Sydkorea.

CIP blev stiftet i 2012 af en gruppe tidligere ansatte hos det daværende Dong, der i dag er kendt som Ørsted og for at have taget en stor bid af markedet for havvind med faste fundamenter.

Ørsted har flere gange tidligere fortalt, at det på nuværende tidspunkt ingen planer har om at gå ind på markedet for flydende havvind.

CIP lancerede i midten af juni en ny fond, der skal investere op mod 100 mia. kr. i grønne energiprojekter som havvind, landvind, solenergi og biomasse.

Målet er at fordele investeringer stort set ligeligt mellem Asien, Europa og USA - og mellem havvind, landvind og solenergi under ét og andre vedvarende energityper som biomasse og waste-to-energy.

Indtil videre har fonden fået bekræftede tilsagn om investeringer på omkring 11 mia. kr.

Inden udgangen af marts næste år forventes den at være i mål med investeringstilsagn på mellem 40-50 mia. kr.

Når CIP har modtaget de tilsagn, vil den danske fondsforvalter med projektfinansiering kunne realisere investeringer for op mod 100 mia. kr. i den nye fond.

CIP sælger strøm fra 400 MW-vindpark

CIP gør klar til mere havvind: "Det kommer til at gå hurtigt i Asien" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også