EnergiWatch

Vestas og Siemens Gamesa topper konsolideret vindmarked

Der blev byttet om på anden- og tredjepladsen over de største vindproducenter på verdensplan i fjor. Det viser ny rapport fra GWEC.

Foto: MHI Vestas

Vestas var også i 2019 verdens største vindmølleproducent, mens Siemens Gamesa overtog andenpladsen efter kinesiske Goldwind, der rykkede ned som nummer tre.

Det skete i et rekordstort marked med opsætning af 22.893 møller med en samlet kapacitet på 63 gigawatt, men også i et marked, hvor der foregår et tydeligt udskilningsløb.

Det viser en ny rapport fra Global Wind Energy Council, GWEC.

Færre og større leverandører

"Vi fortsætter med at se markedskonsolidering for vindmølleleverandører globalt, hvor antallet af leverandører er faldet fra 37 i 2018 til 33 i 2019. På samme tid øgede top-6-leverandørerne deres samlede markedsandel fra 70 pct. i 2018 til 72 pct. i 2019," siger administrerende direktør Ben Backwell fra GWEC i rapporten.

Vestas' samlede globale markedsandel var i 2019 på 18,0 pct., mens Siemens Gamesa lå nogle procenter lavere på 15,7 pct. Herefter fulgte Goldwind med 13,2 pct. og amerikanske GE med 11,6 pct.

Tallene inkluderer både onshore og offshore, men markedsandelen på 1,6 pct. for MHI Vestas, som Vestas ejer halvdelen af, indgår ikke i de 18 pct., som Vestas topper listen med.

MHI Vestas' andel rækker til en 15.-plads på det globale vindmøllemarked, og det er første gang, at et selskab, som kun laver havvindmøller, kommer med i top-15, anfører GWEC.

Siemens Gamesa løftes af havvind

Avancementet for Siemens Gamesa kan tilskrives øget geografisk dækning og væksten på havmøllemarkedet, hvor selskabet er stærkt dominerende med en markedsandel i 2019 på 39,8 pct. efterfulgt af MHI Vestas med 15,7 pct.

Blandt de femten største leverandører findes otte kinesiske, som nyder godt af et stærkt hjemmemarked i Kina, som er verdens klart største vindmøllemarked, og hvor vestlige leverandører kun har en mindre markedsandel.

"Da Covid-19-krisen giver forstyrrelser i forsyningskæden, produktionen og projekteksekveringen globalt er det sandsynligt, at ranglisten ændrer sig i 2020, afhængigt af hvor hurtigt lande og virksomheder kan komme sig over pandemien," siger strategidirektør Feng Zhao fra GWEC.

 

Skolebænken er havvindens nye flaskehals

CIP åbner kontor i Vietnam

Havvind-installationer steg 35 procent globalt i 2019

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere