EnergiWatch

Vestas-medarbejder på afdeling i Hamburg coronasmittet

"Vi har haft et bekræftet tilfælde på vores kontor i Hamburg her i lørdags. Der er 30 mennesker ud over vedkommende, som er blevet diagnosticeret, som enten er røget i karantæne eller arbejder hjemmefra som resultat af den her situation," lyder det fra Vestas.

Folk står i kø til en test-station i Berlin. Foto: TOBIAS SCHWARZ/AFP / AFP

En medarbejder hos vindmølleproducenten Vestas i Hamburg er blevet testet positiv for coronavirus, og i samråd med myndighederne er yderligere 30 medarbejdere nu kommet i karantæne eller skal arbejde hjemmefra.

Hele kontoret, hvor Vestas har ca. 250 ansatte, har dog holdt lukket mandag, men er klar til at genåbne tirsdag, hvilket sker i overensstemmelse med myndighedernes anvisninger.

Det oplyser Vestas til Ritzau Finans.

"Vi har haft et bekræftet tilfælde på vores kontor i Hamburg her i lørdags. Udover vedkommende, som er blevet diagnosticeret, er 30 mennesker enten røget i karantæne eller arbejder hjemmefra, siger kommunikationschef Anders Riis fra Vestas til Ritzau Finans.

Han tilføjer, at den pågældende diagnosticerede kollega, som har været på rejse i Berlin, på nuværende tidspunkt kun udviser milde symptomer og efter omstændighederne har det fint.

Vestas har truffet forskellige forholdsregler på globalt plan, for at minimere risiciene for at blive ramt af virusudbruddet.

"Helt overordnet har vi selvfølgelig nogle rejserestriktioner, som vi baserer på WHO og International SOS, som vi opdaterer dagligt, og på baggrund af, hvor folk har været henne, kan de blive bedt om at arbejde hjemmefra i to uger, når du har været i specifikke områder," fortæller Anders Riis.

Selskabet har også indført forholdsregler i forbindelse med gæster, som kommer på besøg på Vestas-kontorer, som skal angive, hvor de har været henne.

"Og så er der selvfølgelig en masse interne retningslinjer for, hvordan man minimerer, hvor udsat man er for smitte. Det bygger igen på anbefalinger fra WHO og International SOS, men der kan også være lokale myndigheder, som sætter strengere krav, og dem følger vi så lokalt," siger Anders Riis.

Coronavirus skærper opmærksomhed på overvågning af elnettet

Oliemedarbejder sat i corona-karantæne midt i Nordsøen

 

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere