Siemens Gamesa får fem år gammel havordre

Alt godt kommer som bekendt til den, der venter. Således også for Siemens Gamesa, der har modtaget en fast ordre på 448 MW til havmølleparken Neart Na Gaoithe ud for Skotlands kyst. Ordren omfatter levering, installering og efterfølgende servicering i 15 år af 54 SG8.0-167-møller, der skal sættes i søen i 2022.
Det noterer selskabet i en børsmeddelelse.
Faktisk var det slet ikke planen, at det var den mølletype, der skulle installeres. Eller det år, de skulle installeres. Ja, kunden er heller ikke den samme som oprindeligt, mens det samme teknisk set også gælder for producenten selv.
For Siemens blev valgt som foretrukket leverandør på projektet allerede i februar 2014. Langt før selv den mest indledende strøtanke om en fusion med Gamesa var gjort. Mens den skotske udvikler Mainstream oprindeligt havde planlagt at debutere de spritnye 7MW-møller på parken, der skulle være sat i drift i første kvartal af 2018. I stedet blev projektet solgt til franske EDF i kvartalet efter den planlagte indvielse.
Neart Na Gaoithe er således et af de primære eksempler i havvindindustrien på, hvordan der kan komme grus i maskineriet. Eller måske rettere fugle i maskineriet. For undervejs i hele processen op til frasalget har Mainstream og de skotske myndigheder kæmpet en parallel sag mod den ornitologiske forening RSPB, der ville have projektet skrinlagt.
Først efter en række nederlag til op til den højeste civile retsinstans blev klagen endelig lagt død i 2017, hvorefter projektet kunne genoptages. Med større møller og en ny ejer, der altså nu endeligt har sikret mølleproducenten en fast ordre.
Relaterede artikler:
Sidste pip er ikke sagt i sag om 2,3GW skotsk havvind
For abonnenter
Retten giver grønt lys til 2,1 GW havvind
For abonnenter