EnergiWatch

Nordex styrker kapital med nye aktier til Acciona: Udløser købstilbud

Den spanske storaktionær i den tyske mølleproducent gør klar til at sende et købstilbud ud til de øvrige aktionærer i Nordex.

Foto: Nordex

Den tyske vindmølleproducent Nordex har udvidet sin aktiekapital med 10 pct. gennem udstedelser af 9,7 mio. nye aktier til storaktionæren Acciona.

Efter gennemførelse af kapitaludvidelsen kommer Acciona til at eje mere end 30 pct. af aktiekapitalen i Nordex, hvis øvrige aktionærer derfor kan se frem til at modtage et købstilbud fra den spanske storaktionær. Det skyldes, at den tyske lov diktere, at en ejerandel på over 30 pct. skal udløse et opkøbstilbud.

Købstilbuddet vil være på 10,32 euro per aktie, hvilket svarer til den gennemsnitlige aktiekurs de sidste tre måneder.

Acciona ejer nu 36,27 pct. af Nordex mod de tidligere 29,9 pct.

I en meddelelse skriver Acciona, at de har accepteret forslaget fra bestyrelsen i Nordex om at købe alle aktierne i kapitaludvidelse, fordi de mener, at Nordex har en solid vækst i vente med et mål om at styrke balancen i et udfordrende markedsmiljø.

"Acciona bidrager således til at forbedre Nordex’ solvens og styrke sit engagement til virksomhedens langsigtede succes som en uafhængig, global mølleproducent," skriver Acciona i meddelelsen.

De nye aktier er tegnet til en kurs på 10,21 euro per aktie og tilfører Nordex 99 mio. euro i bruttoprovenu.

Tegningskursen er marginalt over mandagens slutkurs for Nordex-aktien på 10,14 euro, men i formarkedet tirsdag stiger aktien med 6,5 pct. skriver Bloomberg News.

"Midlerne fra kapitalforhøjelsen skal styrke selskabets kapitalstruktur som led i vækstplanerne for 2020 og frem. Kapitalforhøjelsen giver ekstra egenkapital til at levere på det stærke ordremomentum," skriver Nordex.

Hvis tiden spoles ca. fire år tilbage, så var situation lidt af den omvendte. Her kunne Nordex og Acciona nemlig fortælle, at Acciona Windpower, vindmølleforretningen i Acciona, ville fusionere med Nordex.

Der var egentlig nærmere tale om et opkøb fra Nordex side af. For den tyske mølleproducent betalte, hvad der svarede til 785 mio. euro i kontanter og aktier, for at overtage Accionia Windpower. Mere konkret betalte Nordex 366 mio. euro i kontanter, mens der også blev udstedt 16,1 mio. nye aktier i Nordex til en værdi af 419 mio. euro til Acciona. Det svarede til en ejerandel på 16,6 pct.

Det var ved den selvsamme lejlighed, at det spanske energiselskab Acciona blev storaktionær i Nordex med sin ejerandel på 29,9 pct.

De resterende 13,3 pct. kom i hus, da Acciona købte aktier fra Nordex daværende storaktionær, Skion-Momentum for 335 mio. euro.

Nordex vinder ordre i Tyrkiet

Nordex øger underskuddet

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere