EnergiWatch

Siemens Gamesa leverer største ordre nord for polarcirklen

WoodMac opjusterer sit estimat for Østeuropa, hvor Enel følger op på sin rammeaftale med Siemens Gamesa i Rusland, mens Eni og GE's joint venture gør det samme i naboland.

Foto: Siemens Gamesa

Der er ny aktivitet på flere af verdens – i hvert fald geografisk – store vindmarkeder. I Rusland indleder Enel Green Power sit foreløbigt største projekt, Kolskaya på 201MW, i den nordlige Murmansk-region, mens ArmWind, der er et joint venture mellem Eni og GE, tildeles nettilslutning på projektet Badamsha 2 på 48 MW ved en auktion i Kasakhstan.

Det meddeler Enel og Eni.

Det nævnes ikke eksplicit i meddelelsen, at GE leverer møllerne til sit eget projekt. I sidste års udbud vandt joint venturet et tilsvarende projekt, Badamsha 1, hvis 48 MW aktuelt er i gang med at blive udfyldt 13 møller af typen GE 3.8-130.

Fra gas- til vindturbiner

Til gengæld har det i nogen tid stået klart, at Siemens Gamesa kommer med møllerne til Enels park, der ifølge udvikleren bliver den største nord for Polarcirklen. Siemens Gamesa har indgået en rammeaftale med den italienske projektudvikler, der har sikret sig 392 MW i de hidtidige russiske udbud, og anvender på dette største af projekterne 57 møller fra sin 3MW-platform.

Møllerne bliver ifølge den russiske vindorganisation, Rawi, bygget på Siemens' gasturbinefabrik i Gorelovo. Produktionen på mølleproducentens moderselskabs fabrik blev indledt i sidste måned og skal servicere de foreløbigt tre russiske Enel-parker med 3,4MW-møller.

Lokaliseringen er et krav fra de russiske myndigheder, der kræver 65 pct. russiskproduceret indhold. Noget der har fået ikke bare Siemens Gamesa men også Vestas – der har en rammeaftale med Fortum/Rusnano på mindst 1.000 MW – til at åbne nye fabrikker eller flytte ind hos andre industritunge virksomheder. Vestas har eksempelvis lavet en aftale med Liebherr om sin nacelleproduktion.

Forventning hæves med 17 pct.

Mølleproducenternes etablering i Rusland er også medvirkende til, at WoodMac nu hæver sit syn på udbygningen i Østeuropa og Rusland. Det samme er tegn på bedring i Polen, der bl.a. et kommende udbud af 2,5 GW. Samlet forventer analysehuset nu, at der over det næste årti opføres omkring 18,4 GW i regionen, hvilket er 17 pct. mere end hidtil antaget – svarende til en stigning på 3.125 MW.

"Udviklere og mølleproducenter demonstrerer deres vilje til at overholde lokalseringskravene og idriftssættelsesfristerne i Ruslands gryende vindmarked," siger forskningschef hos WoodMac, Luke Lewandowski til EnergiWatch.

"Projektudvikling og lokaliseringsaktivtet vil styrke Ruslands evne til at nå 2024-målet om 3,3 GW installeret vindkapacitet."

Trods lokaliseringen er det dog ikke alle komponenter, der bliver produceret i Rusland. Tidligere på måneden blev der således skibet 60 sæt vinger ind fra LM Wind Powers fabrik i indiske Bangalore. De skal anvendes til NovaWind og JSC's mølleprojekt Adygeyskaya.

Vestas stiler efter russisk projektudvikling

Siemens Gamesa henter sin anden russiske ordre

Siemens Gamesa veksler russisk aftale til første fast ordre

Vestas åbner nacellefabrik i Rusland

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere