EnergiWatch

Vestas bliver hovedsponsor for Mercedes

Den danske vindmølleproducent følger med Mercedes ind i Formel 1 for elbiler i fireårigt hovedsponsorat, der også skal resultere i konkrete projekter med den tyske bilproducent uden for racerbanen.

Mercedes præsenterer først sin nye Formel E-racer på en bilmesse i Frankfurt på onsdag. Indtil da er der kun frigivet – i overført betydning – dækbilleder. Foto: Mercedes-Benz EW Formula E Team/MediaPortal Daimler AG

Til november kører de seneste fem års Formel 1-vinder fra Mercedes for første gang fra start i den eldrevne pendant til verdens største racerløb, Formel E. Imidlertid bliver det ikke den eneste debutant. Vestas' logo kommer således til at pryde tyskernes karosseri, efter at den danske vindmølleproducent har indgået et fireårigt hovedsponsorat med bilproducentens hold, Mercedes-Benz EQ.

Det fortæller Vestas til EnergiWatch.

"Det her involverer langt mere end blot en tekst på en bil. Vi træder ind i et partnerskab med Mercedes-Benz EQ, der nok har den største gennemslagskraft i bilindustrien og blandt følgere af motorsport. Formel E er en sportsgren med en enorm teknologiudvikling og en ambition om at drive samfundet i en mere bæredygtig retning, hvilket passer perfekt til vores forretning," siger adm. direktør Henrik Andersen.

doc770r4pead6bi2suqi3m.jpg

Forud for løbets sjette sæson er Formel E ved at vokse sig stor. Om end fortsat langt mindre populær end Formel 1, blev sidste års løb i snit set af 33 mio. tv-seere verden over, og fortsætter væksten i samme hast, indhenter elbilerne forbrændingsmotorernes ypperste om 7-8 år. Mens Mercedes med f.eks. 21 millioner fans på Facebook bringer Vestas ud til en noget større social skare, end de godt 100.000 følgere, danskerne selv kan mønstre.

Hvad den eksponering koster Vestas, vil topchefen af kontraktuelle årsager ikke sige. Men han er ikke i tvivl om, at skridtet ind i den elektriske motorsport kommer til at blive et plus for selskabet, hvis hidtil mest profilerede sponsorat har været en båd i havkapsejladsen Ocean Race.

"Vores erfaring fra Ocean Race har også efter hvert løb været, at det gav positiv værdi til Vestas overordnet set. Men aftalen med Mercedes giver os ikke bare større mulighed for at aktivere vores kunder og medarbejdere, men også en langt større platform," siger Henrik Andersen.

"Det er os, der er fra Jylland. Vi ved godt, hvornår vi spiller med et brand, der er storebror i forhold til Vestas, og det er vi ikke blege for at indrømme. Det er også derfor, partnerskabet har så stor værdi for os, for det gør os i stand til at kommunikere langt bredere ud om vedvarende energi og om de løsninger, vi vil bidrage med. Både dem, vi har i dag, og dem vi vil udvikle de kommende 3-5 år."

Fra vind til strøm

Sponsorskiftet fra sejlbåd til elbil er samtidig symbolsk på de seneste års strategiskifte. Fra at sælge vindmøller slår Vestas sig i stadig stigende grad op på at levere bæredygtige energiløsninger. Hvilket blandt andet betyder satsning på hybridprojekter, hvor der foruden vindmøller indgår solceller og ikke mindst den lagring af strøm, der er den vedvarende energis store akilleshæl.

Tæt ved samme udfordring står bilindustrien over for. For med stadig flere lande, der tager skridt imod at udfase benzin- og dieseldrevne biler, er bilproducenterne presset til at levere alternativer, hvor elbiler forekommer at være det mest realistiske.

Aftalen med Mercedes handler derfor ikke kun om, at Vestas kan invitere kunder med til racerløb i eksotiske destinationer og give medarbejderne noget at tale om i frokoststuen. En del af målet er også, at partnerskabet skal føre til "konkrete samarbejdsprojekter".

"Det er et gensidigt partnerskab. Når Mercedes har sat utroligt mange penge af til at gå ind i Formel E, handler det ikke om løbet i sig selv, men mindst lige så meget om at sætte bæredygtige løsninger med vedvarende energi på agendaen," siger Henrik Andersen til EnergiWatch.

"Hybridløsninger er noget af det, man også taler om i forhold til Formel E. Lige som der kan være elementer inden for lagring eller teknologidelen, hvor vi kommer til at teste ting. Partnerskabet annonceres først i denne uge, så idéudvikling går først i gang nu. Men derfra sker en opskalering, og når vi laver en fireårig aftale med mulighed for forlængelse, viser det også, at begge parter tror på, at der er noget at komme efter."

Hvem pokker ellers?

Spørgsmålet er dog, hvor meget af den bæredygtighed, der er at komme efter i Formel E. Uagtet hvor hårdnakket Mercedes-bilen kommer til at påstå, at den er powered by Vestas, når det første løb til november indledes i den saudiarabiske hovedstad Riyadh, så forslår landets nuværende bestand af vindkraft ikke til at skubbe en sæbekassebil ned ad en villavej.

Det samme er stort set gældende i de sæsonens øvrige 13 racerløb. For med mindre løbet afholdes i Danmark på en vindblæst dag – og hidtil har København ad flere omgange betakket sig for at lægge vej til – så vil bilerne i overvejende grad køre på strøm, der er produceres på fossile brændsler som kul, olie og naturgas.

doc770r50cggzm1crd401bx.jpg

Den pointe bider dog ikke på Henrik Andersen, der peger på, at Vestas i sidste måned solgte 99 af sine største møller til det, der bliver Saudi-Arabiens første vindmøllepark. Et projekt der i øvrigt praler af at levere verdens billigste vindmøllestrøm.

"Hvis vi skulle vente til, at strømmen overalt var tilstrækkelig bæredygtig for os, så ville vi ikke tage et aktivt lederskab i vores industri. Men det går kun én vej, og det er mod mere vedvarende energi, og hvis ikke vi skulle være med til at udbrede det budskab, hvem pokker skulle så?" lyder det retorisk fra topchefen.

"Alle klodens fossile biler bliver heller ikke elektrificeret i den her fireårige periode. Men lige som omstillingen til vedvarende energi, så er transformationen i gang. Det er vi med til at skynde på sammen med Mercedes, men at der i den kommende sæson samlet stiller ti globale bilproducenter til start i Formel E og kun fire i Formel 1, er et meget godt billede af udviklingen i verden."

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere