
Roblon har indgået en såkaldt standstill-aftale med vindmølleproducenten Senvion. Det oplyser selskabet i en meddelelse til fondsbørsen mandag formiddag.
Roblon har i henhold til de to selskabers kontrakt opgjort og fremsendt foreløbige krav til Senvion, der har været ramt af økonomiske udfordringer.
De omfatter påførte omkostninger grundet nedsat produktion på Senvions vingefabrik samt manglende opfyldelse af aftalte minimumskøb i den treårige projektkontrakts første år, skriver Roblon.
"Roblon har med assistance fra en tysk advokat forfulgt indfrielse af fremsatte krav og har gennem de seneste uger været i dialog med Senvion. Det har resulteret i, at Senvion anerkender fremsatte krav svarende til 3,6 mio. dollar, mod at Roblon undlader at igangsætte yderligere juridiske tiltag."
"Denne standstill-aftale har Roblon tiltrådt frem til den 4. oktober 2019," lyder det i meddelelsen.
Roblon fastholder forventningerne til regnskabsåret 2018/19 om en omsætning i niveauet 270 mio. kr. og et resultat før skat på minus 20 mio. kr.
Selskabet nedjusterede forventningerne i april, da Senvions udfordringer gav "store usikkerheder for Roblons omsætning og indtjening i år", som det dengang lød fra Roblon.
Senvion på vej mod opsplitning og fyringer