EnergiWatch

Vindbranche: Fiskeri og olie blokerer for Nordsøen som grønt kraftværk

Enormt potentiale for vindenergi i Nordsøen, men fiskeri, forsvar og olie står i vejen for, at de bliver opfyldt, lyder det fra vindbranche.

Den danske del af Nordsøen er flere gange blevet udråbt som et Silicon Valley for vindproduktion. Ressourcerne i farvandet er så store, at det langt overgår Danmarks energibehov, og området kan derfor spille en vigtig rolle i hele EU’s kamp for at nå i mål med den grønne omstilling.

Men en såkaldt screening af det danske havareal, som Energistyrelsen lavede i april, kan komme til at blokere for Danmarks store havvindspotentiale, mener brancheorganisationerne Dansk Energi og Wind Denmark. Det skriver Dagbladet Information.

Ifølge organisationerne er der to konkrete problemer ved screeningens konklusioner. For det første er de 12,4 gigawatt havvind, der på nuværende tidspunkt er udpeget, alt for lidt i forhold til Nordsøens samlede potentiale, der på sigt kan være helt op til 200 gigawatt. For det andet er arealerne udpeget ud fra en metode, der gør vindenergien til sidstevælger blandt andre interesser som fiskeri, sejlruter, potentiel olie- og gasudvinding og Forsvaret.

Fravalg af attraktive arealer

"Det betyder, at man kommer til at fravælge nogle attraktive arealer, der ligger relativt tæt op ad kysten og derfor er billigere at placere havvindmølleparker på. Dermed bliver det dyrere at få energien ført i land. Det skader hele forretningsmodellen ved vindmøller," siger Martin Risum Bøndergaard, som er politisk chef i Wind Denmark, til Information.

Han mener, at det i en tid, hvor den grønne omstilling topper befolkningens og politikernes dagsorden, er et skævt signal, at man prioriterer andre arealinteresser over vindenergien.

Ifølge Dansk Energis branchechef for vedvarende energi, Kristine Grunnet, er Nordsøen "en kæmpe guldgrube for havvind, der ikke bare kan være med til at omstille Danmark, men også hele Europa fra fossile brændsler til vedvarende energi". Derfor er hun uforstående over for, at interesser som forsvar, fiskeri og udvinding af olie og gas kommer til at have forrang alene af den grund, at de kom først.

"Man har fundet plads til alle andre interesser, og så har havvind fået de områder, der var tilbage. Det er en forkert måde at gøre det på," siger Kristine Grunnet til Information.

Masser af plads

Ulempen er, at de arealer, der er reserveret til havvindmølleparker, blandt andet kommer til at ligge meget langt fra land eller i områder, hvor havdybden gør det sværere at opstille møllerne.

"Så snart du kommer langt væk fra land, koster det mere at føre strømmen ind til land. Og når der er meget dybt, bliver det både vanskeligere og dyrere, fordi det kræver helt andre teknologier," siger Kristine Grunnet, som mener, at man lige nu skader selve vindmøllernes forretningsmodel.

"Det handler ikke om, at der ikke er plads nok til Danmarks energiforsyning. Det handler om, at vi bør udnytte Nordsøen til hele Europas grønne omstilling."

Både Kristine Grunnet og Martin Risum Bøndergaard mener, at der er brug for, at politikerne tager stilling til, om havvind skal stå bagerst i køen, når det kommer til prioriteringen af arealinteresser i Nordsøen.

 

Sværvægtere kræver mere havvind i Nordsøen

Esbjerg Havn nyder godt af vindvækst

MHI Vestas færdiggør projekt og indleder nyt

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere