EnergiWatch

Mærsk-fond køber nigeriansk energiselskab

Som planlagt køber A.P Møller-fonden A.P Møller Capital sig nu ind på det afrikanske energimarked. Fonden har købt det nigerianske selskab Impala Energy Holdings og er klar til at investere for 300 millioner, skriver Børsen.

Foto: /ritzau/Jens Dresling

A.P Møller Holdings kapitalfond A.P Møller Capital har overtaget det nigerianske energiselskab Impala Energy Holdings, og sammen er parterne nu klar til at investere 300 mio. kr. i nigerianske projekter.

Det skriver Børsen.

A.P Møller Capital har til formål at investere i energi- og transportinfrastruktur i Afrika. Når valget falder på Nigeria, hænger det ifølge fondens adm. direktør, Kim Fejfer, blandt andet sammen med, at 55 pct. af den nigerianske befolkning ikke har adgang har til elektricitet.

"Baggrunden for vores investering er, at der i Nigeria ikke er et velfungerende eldistributionsnetværk, som man kender fra f.eks. Danmark. Det er en stor udfordring for erhvervslivet og forbrugerne i Nigeria. De elløsninger, der findes i øjeblikket, er enten meget dyre, upålidelige og ikke særligt miljøvenlige," siger Kim Fejfer til Børsen.

Læs meddelelsen fra A. P Møller Capital her.

Impala Energy Holdings arbejder med naturgas, som selskabet køber fra nigerianske oliefelter. Naturgassen bruges til at lave bæredygtige el- og energiløsninger til industrien, og selskabet har kunder over hele Afrika.

A.P Møller Capital har også overvejet en række andre projekter på kontinentet. I februar 2018 talte fonden f.eks. med det zambianske energiselskab Copperbelt Energy Corporation om et opkøb. De planer blev aldrig realiseret. Derfor bliver den nigerianske satsning den første investering for den to år gamle fond.


Mærsk-ledet fond og pensionskasser jagter første opkøb i Afrika efter kikset energisats

Nigerianske enker anklager Shell i sag om henrettelser

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere