EnergiWatch

Sydbank: Vattenfalls aftale med GE kan blive et halvt selvmål

Det svenske energiselskab risikerer at være ved at score i eget net på grund af sit samarbejde med GE, lyder det fra aktieanalysechef i Sydbank.

Foto: Elisabeth Redlig/Vattenfall

Vattenfalls planlagte samarbejde med GE Renewable Energy om det amerikanske selskabs havmølle Haliade-X på 12 megawatt kan potentielt vise sig at blive et halvt selvmål af det svenske energiselskab.

Det vurderer aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen, som mener, at aftalen her og nu er mest vigtig for GE som følge af selskabets iver efter at komme tilbage på havmøllemarkedet, hvor Siemens Gamesa og MHI Vestas i øjeblikket er stort set eneherskende.

"På sigt kan det godt vise sig at blive et halvt selvmål af Vattenfall, hvis det er sådan, at GE's ambitioner på havvind bliver for dyre eller for langstrakte, inden man er færdige med udviklingen," siger Jacob Pedersen til Ritzau Finans.

Skrider planerne kan det nemlig efterlade Vattenfall tilbage i hænderne hos Siemens Gamesa og MHI Vestas, som sidste år havde en samlet markedsandel på 95 pct. af den opsatte havmøllekapacitet i Europa. Og det kan have en pris, at Vattenfall nu "reder sengen til en af de andre aktører".

Udviklerne har dog en stor interesse i at få flere leverandører at vælge imellem på markedet, og GE har i hvert fald satset storstilet med udviklingen af Haliade-X, som selskabet venter at opstille en prototype af i Rotterdam til sommer.

"Jeg tror, at vejen bliver rigtigt lang for GE, inden man står en mølle, som er afprøvet og velfungerende, og reelt set er konkurrencedygtig. Det kan godt kommet til at tage noget tid, inden den sådan rigtigt sidder i skabet," siger Jacob Pedersen.

Kæmper med indtjeningen

Imens kæmper GE med at forbedre indtjeningen i sin vindmølledivision, hvor investeringerne i den nye mølleplatform også sætter et aftryk.

"Vi kan allerede nu se, at den her mølle i den grad trækker opmærksomhed, indtjeningskraft og organisatorisk kraft ud af GE's forretning. Det er et stort brød, GE slår op med den her vindmølle," siger aktieanalysechefen.

Ifølge Vattenfall vil samarbejdet med GE Renewable Energy gøre det muligt for selskabet at "forblive et skridt foran inden for den vindmølleteknologiske udvikling".

Og parterne vil undersøge individuelle projekter i Vattenfalls pipeline af havmølleprojekter for at undersøge mulighederne for at anvende den nye mølle.

Hvis møllen bliver succesfuld betyder aftalen alt andet lige, at det bliver sværere for MHI Vestas og Siemens Gamesa at vinde de projekter, som Vattenfall står til at opføre.

"Hvis GE's møller bliver en kommerciel succes, så betyder det her jo, at der er en kunde mindre, som nok vil være tilbøjelig til at købe møller af Siemens Gamesa og MHI Vestas."

" Alternativt betyder det, at Vattenfall vil blive urimeligt stækket i forsøget på at få opbygget en havmølleforretning, hvis det er sådan, at GE får svært ved at levere varen med den her vindmølle," vurderer Jacob Pedersen.

Vattenfall og GE vil samarbejde om kæmpemølle

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere