EnergiWatch

Kabelproducenter må endnu vente på Viking Link

Energinet er endnu i gang med at besvare spørgsmål fra byderne og kan derfor ikke offentliggøre, hvem der skal levere kablerne til interconnectoren.

Energinet er endnu ikke klar til at offentliggøre, hvem der har har sikret sig de lukrative kontrakter på levering af kabler til kabelforbindelsen Viking Link mellem Danmark og Storbritannien.

I april kom det frem, at stand still-perioden, hvor der er fortrolighed om kontrakttildelingen, var blevet forlænget frem til den 14. maj, men selv om den dato nu er passeret, er der endnu ikke nyt at berette i sagen.

"Vi kan endnu ikke offentliggøre resultatet af udbuddet. Vi har efterfølgende modtaget en del spørgsmål fra byderne, og dem er vi ved at svare på," siger Jesper Nørskov Rasmussen, der er pressechef i Energinet, til Ritzau Finans.

I slutningen af april faldt aktien i NKT kraftigt, efter at der opstod spekulationer om, at selskabet ikke havde formået at tilkæmpe sig kontrakter i forbindelse med opgaven, der omfatter 625 kilometer søkabel, 143 kilometer landkabel og nyt udstyr til to konverterstationer.

Viking Link sendte kort før påske "award-letters" til alle tilbudsgivere.

Af brevene fremgår det, hvem Viking Link har tænkt sig at tildele kontrakter, hvorefter der oprindeligt var ti kalenderdages stand still-periode, hvor tilbudsgiverne kunne gennemse materialet og eventuelt klage over den kontrakttildeling, der lægges op til.

Den periode blev så siden forlænget til 14. maj.

Analytiker Casper Blom fra ABG har tidligere vurderet, at selv hvis NKT ikke får en del i Viking Link, vil projektet fylde kapacitet hos konkurrenterne og dermed måske afbøde lidt af det prispres, markedet var vidne til sidste år.

NKT rammes af frygt for misset kontrakt

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere