EnergiWatch

NKT rammes af frygt for misset kontrakt

Rygter i markedet, om at NKT må se ordren på kabelforbindelsen Viking Link gå til en konkurrent, sender aktiekursen ned.

NKT-aktien dykker markant tirsdag, hvor der går rygter om, at NKT muligvis går glip af en vigtig kontrakt.

Det er kabelforbindelsen Viking Link, som ifølge forlydender i markedet næppe tildeles NKT. Aktien falder 10,7 pct. til 124,60 kr.

"Det er ikke noget, der er bekræftet – men der er frygt for, at ordren er gået til en af konkurrenterne," siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til Ritzau Finans.

Søren Damsgaard Mikkelsen, der er projektleder for Viking Link, fortæller til Ritzau Finans, at Viking Link i sidste uge sendte såkaldte "award-letters" til alle tilbudsgivere.

Af brevene fremgår det, hvem Viking Link har tænkt sig at tildele kontrakterne, hvorefter der er ti kalenderdages stand still-periode, hvor tilbudsgiverne kan gennemse materialet og eventuelt klage over den kontrakttildeling, der lægges op til.

Samtidig er der fuld fortrolighed omkring kontrakttildelingen i stand still-perioden, så Viking Link kan ikke kommentere, hvem der har vundet kontrakterne.

Stand still-perioden udløber den 29. april til midnat.

NKT annoncerede i oktober, at det havde modtaget et "award-letter" på højspændingskabler til udvikling af projektet Johan Sverdrup 2, som er et stort oliefelt i Norge.

Ordren blev dengang bekræftet lidt over tre uger senere, da den blev endeligt underskrevet.

Viking Link-projektet mellem Danmark og Storbritannien består af 625 kilometer søkabel, 143 kilometer landkabel og nyt udstyr til to konverterstationer i Revsing og Bicker Fen i Storbritannien.

Elforbindelsen skal give en mere effektiv udnyttelse af vedvarende energi, skriver Energinet på sin hjemmeside.

Prysmian vil revurdere årsregnskab for 2018 efter problemer

NKT udnævner ny direktør

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere