EnergiWatch

CIP: "Vi har set en fantastisk innovation"

"På fundamentsiden er der ikke indtil nu set samme grad af innovation, men på møllesiden er det jo helt fantastisk at kigge på, hvad der er sket af innovation, herunder også hvad computerkraft kan lave af simuleringer og aerodynamiske beregninger," lyder det fra Michael Hannibal, der er partner i CIP.

Foto: EWEA

En fantastisk innovation har de senere år præget vindmølleindustrien, som i takt med udviklingen har styrket sin konkurrencekraft mod andre energiformer som kul og gas – og dermed øget markedspotentialet substantielt.

Det siger partner Michael Hannibal fra fondmanagementselskabet Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), som efter årsskiftet har placeret flere store vindmølleordrer hos Vestas.

"Både på land- og havmøller har vi set en fantastisk innovation over årene, og man har set, hvor dygtig man er blevet til at lave aerodynamik omkring vinger," siger Michael Hannibal i et interview med Ritzau Finans i Bilbao.

Den forbedrede aerodynamik giver i sig selv mere høstet energi for samme vingelængde, men derudover er vingerne vokset i længde, så det bestrøgne areal og energiproduktionen øges yderligere.

"Så aerodynamik og længere vinger betyder, at du høster mere vind, som du kan omsætte i din generator, som så også kan blive større og større. Alle de her ting gør, at du på en mølle og samme mølleplatform kan blive bedre og bedre og tage endnu mere energi ud og omsætte det," siger Michael Hannibal.

På havmøllesiden er der også sket en hastig udvikling, hvilket også afspejler sig i de priser, som der i dag kan udvikles havmølleprojekter til.

"På fundamentsiden er der ikke indtil nu set samme grad af innovation, men på møllesiden er det jo helt fantastisk at kigge på, hvad der er sket af innovation, herunder også hvad computerkraft kan lave af simuleringer og aerodynamiske beregninger."

"Udover at innovationen har gjort møllerne større, så har det også gjort, at de kører med meget høj rådighed (reliability)," fremhæver Michael Hannibal.

De efterhånden meget velafprøvede møller betyder for et selskab som CIP, at teknologirisikoen er blevet reduceret væsentligt i forhold til de tidlige år for havvind.

Selvom CIP for nylig har valgt MHI Vestas som foretrukken leverandør, så bliver alle mølleleverandører inviteret til at deltage, når selskabet kører konkurrencer om komponenter og leverancer til sine projekter.

"Hvad enten det er møllen, fundamenter, kabler eller transformerstationer, så kører vi nogle udbudskonkurrencer, som indeholder forskellige parametre som pris, kvalitet og sikkerhed for gennemførelsen," forklarer Michael Hannibal.

På havmøllesiden kunne han godt tænke sig at have endnu flere af vælge mellem end de nuværende 2-3 leverandører – Siemens Gamesa og MHI Vestas, mens GE har lagt op til et comeback med udvikling af en stor mølle på 12 megawatt.

"Med den vækst, der ser ud til at komme på havvind, vil der være plads til flere leverandører. Det tror jeg ville være sundt for alle," vurderer Michael Hannibal.

For CIP er det helt afgørende, når det overvejer havmøller, at der er tale om gennemtestede teknologier.

"Der er nogle få projekter i historien på havvind, som er gået mindre godt, og kendetegnet ved dem er, at selve møllen ikke har været ordentligt testet og ikke har haft en teknologi, der var egnet til havvind," uddyber han.

På landmøller har CIP produkter fra flere leverandører at vælge imellem. Her satte Vestas med lanceringen af sin nye platform, Enventus, i januar fokus på modulopbyggede møller. Det er ifølge Michael Hannibal en videreførelse af en tendens, der har været i industrien gennem længere tid.

Den grundlæggende idé med modulopbyggede møller er at øge volumenerne af de samme ting, som skal produceres, hvilket i sidste ende vil reducere omkostningerne. Netop denne omkostningsreduktion har onshore mølleleverandørerne praktiseret dygtigt over de seneste år, blandt andet set ved GE i USA.

"Og det, jeg hører fra Siemens Gamesa fra offentliggørelsen af deres nye 5 MW-platform, lyder til at være det samme koncept med moduler."

"Så trenden har været der før, hvor jeg tror, at vi vil se, at producenterne fremadrettet vil efterleve det fuldt ud for at levere produkter, der også fremover vil være konkurrencedygtige," siger Michael Hannibal.

CIP får vigtig godkendelse på 2GW havpark

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere