EnergiWatch

Vindchef: Tyskland har stadig et hjemmearbejde at gøre

Trods forbedringerne i de tyske vindauktioner er der stadig et godt stykke vej endnu, hvis Tyskland skal nå sit mål om 65 pct. vedvarende energi 2030, lyder det fra chefen for Wind Europe.

Foto: WindEurope

De tyske vindauktioner er blevet forbedret efter de første dårligt designede runder i 2017, men Tyskland har fortsat et stykke hjemmearbejde at gøre for at bringe landet på sporet af at nå målet om 65 pct. vedvarende energi i 2030.

Det siger chefen for Wind Europe, Giles Dickson, i et interview med Ritzau Finans i forbindelse med en vindmøllekonference i Bilbao.

"Vi har stadig ikke fuld visibilitet om auktionsvolumenerne på mellem og langt sigt. De har sagt, at 2,8-2,9 gigawatt ny onshore-kapacitet vil komme på auktion hvert år. Det er ikke nok til at møde deres mål om at dække 65 pct. af deres elforbrug gennem vedvarende energi," siger Giles Gickson.

Han refererer til, at Tyskland har meldt ud, at det vil holde auktion over 2,8 gigawatt onshore vindenergi årligt indtil 2020, hvorefter auktionerne vil stige til 2,9 GW årligt indtil 2030. Hertil kommer en yderligere 4 gigawatt landvindauktion, som landets koalitionsregering har stillet i udsigt.

Overvejer nye regler

"De tre partier i koalitionsregeringen har også lavet en arbejdsgruppe, som skal komme med nogle anbefalinger. Vi ved, de ser på mulige nye regler for distance til beboelse og måske også nye højderegler."

"Lad os se hvad der kommer ud af det. Det er meget vigtigt, at det ikke fører til større udfordringer, end vi ser i øjeblikket med at sikre projekttilladelser. Det skulle gerne give en lettelse i godkendelsesprocedurerne," siger Giles Gickson.

Tyskland har i mange år været det største vindmøllemarked i Europa, og ventes i øvrigt også at være det i perioden 2018-2020 - trods fald i opsætningerne i 2018 og forventet også i 2019.

I 2017 blev der på det tyske marked brutto opsat ny vindmøllekapacitet på samlet 5300 megawatt, hvilket var det højeste niveau nogensinde, men i 2018 blev opsætningerne mere end halveret til 2400 megawatt.

"Det betydelige fald i 2018 var primært et resultat af de dårligt organiserede auktioner, der blev gennemført i 2017," siger Giles Gickson.

Dertil kommer, at der forud for de nye auktioner var et boom i markedet, da udviklerne forcerede så meget som muligt igennem inden overgangen fra de velkendte feed-in-tariffer, som tilbød faste afregningspriser over en årrække.

Et af de store problemer med designet under de første auktioner var, at såkaldte borgerprojekter var i stand til at deltage, uden at de havde et projekt med en konstruktionstilladelse på hånden.

Samtidig fik de fire år til at få godkendelsen på plads. Borgerprojekterne vandt næsten 3 gigawatt af den volumen, der var under hammeren i 2017.

"Ingen af borgerprojekterne er blevet installeret, og der er ikke blevet truffet endelige investeringsbeslutninger. Det har forårsaget et midlertidigt dyk i nye ordrer og nye installationer," forklarer Giles Dickson.

Nye installationer vil være lavere

Den tyske regering justerede siden ordningen, så deltagerne i auktionerne skal have en tilladelse på plads for at være med. Men der vil fortsat være spor af de indledningsvise børnesygdomme med ordningerne.

"Delvist på grund af de problemer, der var med 2017-auktionerne, vil nye installationer over de næste 2-3 år ikke nå det meget høje niveau, der blev leveret i 2016 og 2017," vurderer Wind Europe-direktøren.

Samlet er der ved udgangen af 2018 en opsat møllekapacitet på land i Tyskland på 52,9 gigawatt, hvilket udgjorde næsten 15 pct. af landets elforbrug.

Wind Europe estimerer, at Tyskland i femårsperioden 2018-2022 samlet kommer til at installere landmøller med en kapacitet på 13,6 gigawatt, svarende til 21 pct. af det samlede europæiske landvindmøllemarked i perioden.

Wind Europe-chef: Ser 5-6 GW offshore-marked hvert år

Vindchef ser vækst i opsætning af landmøller i Europa

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere