Blaest vil sprede vingerne ud

Fremover skal aalborgensiske Blade Test Centre A/S kunne afprøve vinger, som er væsentligt længere end de 88,4 meter, som centret for få år siden gjorde til verdens længste test-vinge.
Foto: PR-foto, Blaest | Foto: PR Blaest
Foto: PR-foto, Blaest | Foto: PR Blaest

Vingerne vokser i Aalborg. Fremover skal Blade Test Centre A/S (Blaest) således kunne teste vinger på helt op til 120 meter fra sin lokation ved Aalborg Havn. Derfor er virksomheden og havnen gået i gang med at udvide testhallen på Landdybet 10, så den fremover kommer til at fylde 25 meter mere.

Det er ellers bare fem år siden, at Blaest senest udvidede faciliteterne. Men udviklingen går så stærkt på vingemarkedet, at meget kan ske på få år. Det mener i hvert fald Erik Steen Jensen, der er adm. direktør for Blaest.

"Vinger bliver ved med at blive længere. Og så kan man sige, at det er da utroligt, at vi ikke kunne forudsige det for fem år siden, men udviklingen går hurtigt. Så det er derfor, at vi nu udvider igen. Der er meget diskussion om, hvor lange vingerne kan ende med at blive, men de fleste er i hvert fald enige om, at de ender et godt stykke over 100 meter," siger han.

Udvidelsen betyder, at Blaest fremover vil kunne teste vindmøllevinger, som er over netop 100 meter – og altså helt op til 120 meter. Allerede i dag produceres der vinger, som er over 100 meter, og dermed er der hurtigt blevet skabt distance til LM 88,4P, som centret i Aalborg for mindre end tre år siden gjorde til verdens længste testede vinge med sine 88,4 meter.

Travl tid

Blaest har fortsat ambitioner om at blande sig med verdenseliten, og hos virksomheden hæfter man sig ved, at der er stigende aktivitet inden for vindmøller i MW-klassen, som anvendes til offshore-vind. Testcentret har fokus på lande omkring Nordsøen, USA og Asien.

Spørger man til, hvor længe den nye udvidelse i Aalborg ventes at holde, før der igen skal bygges til, er prognoserne forsigtige. Tiden er ikke for længerevarende løsninger i vingeindustrien.

"Den her udvidelse holder nok højst fem år. Det er et godt bud. Det er ikke fordi, det bliver for småt, men så kommer der bare noget nyt, der kræver endnu mere, forventer vi," siger Erik Steen Jensen.

Konkurrencen på markedet er således tilspidset, hvad angår udviklingen af længere vinger. Det mærker de også hos Blaest, erkender Erik Steen Jensen, som dog ikke kan brokke sig over konkurrencesituationen nu og her.

"Konkurrencen betyder da en hel del. Nu er vi heldigvis begunstiget af, at der er underkapacitet i markedet, så vi har rigtig travlt. Men vi har den udfordring, at de fleste af vores udenlandske konkurrenter er statsstøttede," siger den administrerende direktør.

Afgørende med midler udefra

Den kommende udvidelse af testcentret skal være på plads 1. september. Her skal en "meget stor vinge" således testes, fremgår det af en pressemeddelelse fra centret. Konkret arbejdes der på at støbe et kraftigt og to meter tykt, armeret betongulv, som skal kunne modstå belastningerne fra de store vinger, når disse testes.

Blaest er i disse dage ved at undersøge, om virksomheden kan få tilført midler til en mere avanceret prøvestand, som bedre kan vippe og rotere vingerne. Et projekt, som estimeres at koste 15-25 mio. kr. at realisere. Direktøren regner med tilskud udefra, hvis det skal kunne lade sig gøre.

"Det er formentlig ret afgørende, for det er en ret stor investering. Så det er noget, vi er i gang med at kigge på, og der er forskellige muligheder. Der er både statens støtteprogrammer, som selvfølgelig er oplagte, og så er spørgsmålet også, om der kan være nogle lokale muligheder. Det skal vi undersøge. Men jeg tror, at der er gode muligheder," siger Erik Steen Jensen.

"Jeg fornemmer en stigende forståelse og velvillighed fra staten i forhold til at støtte industrien, fordi det simpelthen er nødvendigt," fortsætter han.

Og hvis ny-udvidelsen ikke nødvendigvis holder mere end en håndfuld år, så er offentlige tilskud i det hele taget nødvendige, hvis Blaest skal kunne fortsætte med at teste nogle af de længste vinger i verden. Det vurderer i hvert fald Erik Steen Jensen:

"Hvis vi skal tage næste skridt, så er der ikke tale om en udvidelse, så er der tale om en helt ny hal. Der skal noget helt nyt til. Og det vil være en kæmpe investering på måske over 100 millioner. Og den kan vi simpelthen ikke klare uden offentligt tilskud. Så vil vi ikke kunne konkurrere," siger han.

I dag tester Blaest styrken på mellem fem og ti vindmøllevinger om året, men fremover håber virksomheden på at kunne foretage flere vingetests fra havnen i Aalborg.

Blaest er ejet af DTU, Force Technology og DNV GL.

Siemens Gamesa installerer den første 10MW-mølle i Nordjylland

Aalborg sender 100 MW geotermi i udbud 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Ge Vernova

GE sagsøges for designfejl på 1,5 GW vindmøller

For abonnenter

Læs også