EnergiWatch

Vestas-chef: Vi vinder markedsandele i et godt marked

Finansdirektøren i Vestas vurderer, at den danske mølleproducents markedsandel stiger. Samtidig kan hun melde om, at de skadelige effekter af de amerikanske toldtariffer er afbødet. (Opdateret kl. 10.51)

Foto: PR Vestas

Vestas havde en rekordhøj ordreindgang i fjerde kvartal af 2018, hvilket afspejler stærke markedsforhold, og at selskabet har gode tilbud til kunderne.

Det siger Vestas' finansdirektør, Marika Fredriksson, som vurderer, at selskabet vinder markedsandele på det global vindmøllemarked.

"Det er uden tvivl et godt marked, og vi har nogle gode produkter at tilbyde vores kunder. Det afspejler sig i vores ordreindgang for året," siger Marika Fredriksson i et interview med Ritzau Finans.

Torsdagens regnskab fra Vestas viste, at det i fjerde kvartal af 2018 havde dobbelt så mange såkaldte uannoncerede ordrer som ventet af analytikerne.

Den samlede ordreindgang var på 5517 megawatt (MW) i kvartalet, hvoraf 4192 MW i forvejen var blevet offentliggjort løbende hen over kvartalet.

Summen af de uannoncerede småordrer, som investorerne først får kendskab til i forbindelse med selskabets regnskabsaflæggelser, var dermed på 1325 MW i kvartalet.

Ifølge et estimat fra Ritzau Estimates havde analytikerne ventet en samlet ordreindgang i kvartalet på 4792 MW - og altså kun 600 MW i uannoncerede ordrer.

Samlet for 2018 nåede Vestas en ordreindgang på møller på 14,2 gigawatt mod 11,2 gigawatt året, og det peger i positiv retning for selskabets markedsandel, vurderer Marika Fredriksson.

"Det er lidt for tidligt at sige, men baseret på ordreindgangen og vores performance i 2018 så vil jeg sige, at markedsandelen stiger," siger finansdirektøren.

Højt niveau af EPC-ordrer

Vestas havde i fjerde kvartal en ret stor ordreindgang af de såkaldte EPC-kontrakter, der omfatter komplette og nøglefærdige projekter og isoleret set derfor har en positiv indflydelse på prisen per megawatt i perioden.

"EPC-ordrer ligger på et ret højt niveau i fjerde kvartal, for at være helt præcis omkring 20 pct., så bestemt højere end for det fulde år," siger finansdirektør i Vestas Marika Fredriksson i et interview med Ritzau Finans.

Normalt er niveauet for EPC-kontrakterne på 5-10 pct., og udviklingen i fjerde kvartal skal ikke ses som det fremadrettede niveau. Udsvingene afhænger nemlig meget af, hvor i verden ordrerne kommer fra.

"Det er meget markedsspecifikt. Australien og Sydafrika er EPC-markeder, og Indien ligeledes, så det er mere baseret på, hvor vi sælger end noget som helst andet."

"Vi har bevæget os fra alt imellem 4 pct. og op til 10 pct. i et kalenderår. Jeg gør ikke noget unormalt eller mere på EPC-siden, det er meget markedsspecifikt," siger Marika Fredriksson.

Som tidligere nævnt så lød ordreindgangen i fjerde kvartal på 5.517 MW, og den gennemsnitlige salgspris per megawatt landede på 0,76 mio. euro, hvilket var lidt over analytikernes forventninger om en pris på 0,74 mio. euro, ifølge et estimat fra Ritzau Estimates.

Priser har en klar effekt på kvartalet

Vestas måtte i 2018 se sin driftsmargin skrumpe betydeligt til 9,5 pct. fra 12,4 pct. året før, og det afspejler i høj grad det store prispres, som ramte industrien efter overgangen til nye rammebetingelser med budrunder.

I efterhånden flere kvartaler har priserne imidlertid vist tegn på stabilisering, og det bliver også bekræftet i vindmølleproducentens regnskab for fjerde kvartal af 2018.

"Det underliggende prisniveau er ret stabilt, og det har vi sagt i efterhånden lang tid nu. Vores konkurrenter siger det samme, og det er selvfølgelig kun positivt."

"Markedet tilpasser sig til det nye niveau, men vi ser ikke samme hysteriske handlinger i markedet, som da auktionerne blev lanceret," siger Marika Fredriksson, finansdirektør hos Vestas, som refererer til de meget kraftige prisfald lige efter overgangen fra de tidligere faste tariffer på mange markeder.

Ses isoleret på fjerde kvartal faldt Vestas' driftsmargin, EBIT, før særlige poster til 8,8 pct. fra 12,4 pct. i fjerde kvartal året før.

"Priserne har en klar påvirkning i 2018, og vi sagde også tidligere, at det ville have en påvirkning specielt i fjerde kvartal. Der er nogle vejrmæssige påvirkninger, og vi har i kvartalet også haft en del "ramp-up"-omkostninger med ekstra kraner og flere flyforsendelser for at undgå forsinkede leverancer," forklarer Marika Fredriksson.

Afbødet skadelige effekter af toldtariffer

Vestas venter nu, at de toldtariffer, som USA introducerede sidste år - blandt andet på importeret stål - vil øge selskabets samlede omkostninger på globalt plan med 1 pct.

Oprindeligt havde Vestas meldt en forventning ud på 1,5 pct., men tiltag for at dæmpe de negative effekter har reduceret den samlede påvirkning.

"Da toldtarifferne blev lanceret, sagde vi, at vi forventede en påvirkning på 1,5 pct. på de totale globale omkostninger. Vi har afbødet det og fortsætter med at afbøde det, så det, vi ser nu, er en global påvirkning på 1 pct. på omkostningssiden," fortæller Marika Fredriksson til Ritzau Finans.

Vestas' primære omkostninger voksede i 2018 6 pct. til 8,50 mia. euro ud af en omsætning, der steg 1,8 pct. til 10,13 mia. euro.

Høj visibilitet - ujævnt leveringsår

En rekordstor ordrebog giver Vestas en usædvanlig god sigtbarhed for leverancerne i 2019, men det bliver et år, hvor en endnu større del af leverancerne falder sidste på året end tidligere.

"Som følge af den høje ordreindgang har vi en usædvanlig høj sigtbarhed, og vi har med ordrebogen en god dækning for vores prognose for året," siger finansdirektøren.

Vestas venter i 2019 en omsætning på 10,75-12,25 mia. euro og en driftsmargin, EBIT, før særlige poster på 8-10 pct.

Til sammenligning realiserede selskabet i 2018 en omsætning på 10,1 mia. euro og en driftsmargin på 9,5 pct.

"Hvis alt går godt, rammer vi i den høje ende af prognoseintervallet, men hvis vi bliver forsinkede, rammes af strejker eller andre forhold, så lander vi i den lavere ende af guidance."

"Men vi er endnu mere back-end-loaded i 2019, end vi har set tidligere. Meget af vores volumen skal eksekveres i tredje og fjerde kvartal," siger Marika Fredriksson.

Det ujævne forløb i leverancerne over året afspejler kundernes ønsker, som Vestas tilpasser sig til.

"Vi havde foretrukket at have et mere jævnt forløb, men i år bliver det klart det modsatte," siger finansdirektøren.

Plusset i Vestas skrumper med en fjerdedel

Vestas' svenske finansboss: "Min personlighed fungerer godt i Danmark"

Vestas vil modstå prispres med større ordrer

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere