EnergiWatch

Vestas-chef efter introduktion af ny platform: En markant omvæltning

Den danske mølleproducent gør nøjagtigt det samme som bilindustrien, forklarer Anders Vedel.

Foto: PR Vestas

Vestas' introduktion af en ny platform med modulopbyggede møller udgør en markant omvæltning, i forhold til hvordan der tidligere er blevet arbejdet med design og fremstilling af møller.

Det siger vindmølleproducentens teknologidirektør, Anders Vedel, i et interview med Ritzau Finans og drager en parallel til bilindustrien.

"Bilindustrien bruger de samme motorer på tværs af bilfabrikater, men du sætter måske forskellige turboer på eller bruger forskellige brændstofpumper. Det betyder, at den motor, som bilindustrien bruger her, den får en helt anden volumen."

"Det er nøjagtigt det samme, vi gør her, fordi modulerne bliver brugt og genbrugt i mange konfigurationer," forklarer Anders Vedel efter selskabets introduktion af sin nye platform, som har fået navnet EnVentus.

Platformen vil til at starte med blive tilgængelig i to nye varianter: En V150-5,6 MW og en V162-5,6 MW, som selskabet venter at få færdigudviklet til at kunne starte serieproduktion af i løbet af 2020.

Det modulopbyggede design vil gøre det muligt at justere og redesigne enkelte moduler, uden at der skal udvikles nye moduler af andre af møllens komponenter.

"Vi kan også bare gå ind og kombinere noget, der er der i forvejen, på en anden måde, hvis det er tilstrækkeligt. Så designprocessen bliver anderledes end før."

"Det er simplificering hele vejen igennem værdikæden - helt ud til leverandøren og hele vejen igennem til driften på møllen," forklarer Anders Vedel.

Resultatet af det bliver ifølge teknologidirektøren, at selskabet vil blive i stand til at levere flere varianter, der er bedre tilpasset de enkelte driftsforhold.

"Og vi vil kunne bringe de her varianter hurtigere til markedet, end vi kunne før, fordi vi ikke skal redesigne det hele hver gang," siger Anders Vedel.

Tidligere har det være langt mere omsiggribende, når der skulle udvikles nye møllevarianter, fordi redesign af visse komponenter ville få indflydelse på andre, som så også skulle ændres og siden testes.

I fremtiden kan der blive pillet ved nogle udvalgte moduler, uden at det gør noget i forhold til de øvrige komponenter, hvilket giver store fordele på designsiden.

"Derudover er der på fremstillings- og leverandørsiden fordelene af højere volumener af det samme, og på servicesiden bliver det også langt mere enkelt, for forskellen i det, som serviceteknikerne møder derude, vil være minimal," siger Anders Vedel.

Han vurderer, at den nye måde at gøre tingene på tager industrialiseringen af mølledesign, fremstilling og servicering til et højere niveau.

"Det er et markant omvæltning, i forhold til det vi gør og har gjort før," slutter Anders Vedel.

Analytiker: Ny mølleplatform befæster Vestas' førerposition

Vestas-chef: Ser kraftig vækst for vindindustrien fremover

Vestas lancerer første nye platform i otte år 

Mere fra EnergiWatch

Ørsted opfører godt 1 GW tysk havvind

Gigawatt-projekter bør være en "selvfølge" i de kommende tyske havvindudbud, konstaterer Ørsted, der onsdag træffer beslutning om at opføre en af verdens første støttefrie havvindparker.

Norsk Lundin-chef går af

Kristin Færøvik, der hidtil har været adm. direktør for olieselskabet Lundin Energy i Norge, fratræder ved udgangen af måneden.

Vattenfall frabeder sig flere udbudslotterier

Fremtidige udbud af dansk havvind bør fokusere på kriterer som systemintegration og grøn profil snarere end på evnerne udi at være heldig i en lodtrækning, mener det svenske energiselskab.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs