EnergiWatch

Vestas efter ok til testmøller: "Godt nyt for dansk vindindustri"

"Det er godt nyt for den danske vindmølleindustri og vores mange underleverandører i hele landet, at projektet er gået igennem," siger Anders Vedel.

Foto: Frank Boutrup Schmidt/Vestas

Næsten otte år efter at Naturstyrelsen udpegede et område ved Velling Mærsk mellem Ringkjøbing og Skjern som område for prototypemøller, er der nu givet grønt lys til at opføre to møller.

Det vækker begejstring hos forskningsdirektør hos den danske vindmølleproducent Vestas, Anders Vedel, som da også lader skinne igennem, at der er løbet meget vand i åen, siden selskabet tilbage i 2013 ansøgte om at placere møller i området.

"Det er godt nyt for den danske vindmølleindustri og vores mange underleverandører i hele landet, at projektet er gået igennem," siger Anders Vedel.

Han beskriver muligheden for at teste landvindmøller som en hjørnesten, for at Vestas kan udvikle nye vindmøller, som kan eksporteres til hele verden.

Derfor betegner han det også som vigtigt, at Danmark får en national strategi, der sikrer flere testpladser og mere gennemsigtighed, samt en mindre omstændelig proces, så det ikke tager så mange år at få en tilladelse.

"Udviklingen går i dag så stærkt, at Vestas har lanceret mere end 20 nye versioner af vindmøller, siden vi sendte vores ansøgning til Velling Mærsk i 2013," siger Anders Vedel.

Efter flere år stridigheder om testpladserne var sagen endt på erhvervsminister Rasmus Jarlovs bord, som efter et besøg for at bese forholdene i Velling Mærsk mandag gav lov til opførelsen.

Ribe Stift havde ifølge Ringkjøbing Skjern Dagbladet nedlagt veto mod vindmøllerne for at beskytte de landskabelige værdier omkring kirkerne i Velling og Gammel Sogn.

"Jeg synes ikke, det har været nogen nem beslutning. Jeg har stor forståelse for kirkens synspunkter om, at der skal tages hensyn til æstetikken i landskabet. Jeg synes ikke, vindmøller pynter i et landskab, men jeg lægger vægt på, at det er nødvendigt at opføre testvindmøller på land, fordi det skal være nemt at komme til dem, når man skal lave forsøg."

"Det er også nødvendigt, at vi har en vindmølleindustri, der har mulighed for at opstille vindmøller, så industrien kan udvikle sig," forklarer Rasmus Jarlov ifølge Ringkjøbing Skjern Dagbladet, som tilføjer, at han i beslutningen også havde lagt vægt på, at byrådet havde bakket op om testmøllerne, og at de opføres i flere kilometers afstand fra kirken.

Vestas efterlyser national teststrategi

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere