EnergiWatch

Sydbank: Ørsted køber sig til ønsket om en platform i USA

Jeg tror, at erkendelsen for Ørsted har været, at hvis man gerne vil ind i USA, så må man købe dem," siger Morten Imsgard.

Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen

Købet af konkurrenten Deepwater Wind har formentlig ikke været Ørsteds førsteprioritet, men det er en mulighed for at sikre sig, at det danske energiselskab ikke sakker bagud i USA i forhold til konkurrenterne.

Ifølge senioranalytiker i Sydbank Morten Imsgard havde Ørsted formentlig foretrukket selv at vinde projekterne i USA frem for at købe Deepwater Wind og den medfølgende projektportefølje.

"Nu får Ørsted det, de gerne vil, nemlig en platform i USA. Men de får de får det på en lidt anden måde, end de først havde på tegnebrættet," siger Morten Imsgard.

Ørsted ser det amerikanske marked som en attraktiv vækstmulighed, men selskabet har indtil videre måttet gå tomhændet hjem fra flere udbudsrunder i år. Her har Deepwater Wind til gengæld flere gange stået tilbage som vinder.

"Så jeg tror, at erkendelsen for Ørsted har været, at hvis man gerne vil ind i USA, så må man købe dem," siger Morten Imsgard.

"Både Deepwater Wind og Vineyard Wind (som Copenhagen Infrastructure Partners er del af red.) har fået et forspring i USA, der måske også har gjort det svære for Ørsted at konkurrere på lige fod med dem i de kommende auktioner, fordi man var oppe mod nogle selskaber, der allerede har en base og en platform af projekter at bygge videre på," uddyber Morten Imsgard.

Bange for at komme bagud

Han fortæller, at Deepwater Wind stod tilbage med rettighederne til et projekt med en kapacitet på 400 megawatt i delstaten Rhode Island i foråret på baggrund af et bud som havvindudvikleren havde givet i på en auktion i delstaten Massachusetts.

"Det virker, som om Ørsted var meget overraskede over det, og som om, at Ørsted ikke var 100 pct. klar over, at man i Massachusetts kunne have budt ind på en måde, hvor man endte med at vinde i Rhode Island. Det skabte en situation, hvor det ikke kun var Vineyward Wind, der havde en base af projekter, og så tror jeg simpelthen, at Ørsted har været bange for at komme for langt bagefter i opstarten i USA," vurderer analytikeren.

Deepwater Wind har i alt tre amerikanske havvindmølleprojekter under udvikling med en samlet kapacitet på 810 megawatt. Derudover råder selskabet over tre områder til udbygning af havvind, ligesom det står bag Block Island, som er den eneste havvindpark i drift i USA. Derfor ser Morten Imsgard købet som "et strategisk træk" i USA.

Købsprisen lyder på 510 mio. dollar, hvilket svarer til 3,3 mia. danske kr. Morten Imsgard påpeger, at de amerikanske konkurrencemyndigheder skal godkende købet, der betyder, at der vil være færre selskaber til at byde ved de kommende budrunder.

Morten Imsgard regner med, at aktien mandag kan stige på baggrund af nyheden om opkøbet. Efter knap en halv times handel ligger Ørsted-aktien 0,7 pct. højere i 427,40 kr.

Mere fra EnergiWatch

Fabrikker lukker på grund af høje energipriser

Stigende energipriser tvinger nu producenter af gødning og stål til at lukke fabrikker. Sværvægteren Yara lukker en række europæiske fabrikker, hvilket sender et klart signal om, at der er udsigt til voldsomme prisstigninger på gødning.

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs