EnergiWatch

PensionDanmark tror på stærkt havvindafkast trods prispres

Det var med store midler fra PensionDanmark i ryggen og med et langt lavere bud end forventet, at Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) i august vandt kontrakten på det, der bliver USA's første store havmølleparker. Men de lave priser får ikke pensionskassen til at tvivle på potentialet i havvind.

Foto: PR

Det har været en mere end lukrativ forretning for PensionDanmark at være stiftende investor i den danske infrastrukturfond CIP. I 2017 bidrog pensionskassens investeringer i infrastruktur, hvor langt størstedelen inden for vedvarende energi er investeret gennem CIP, med et afkast på 12,8 procent. Dermed overgik afkastet fra CIP-investeringen PensionDanmarks investeringer i aktier og ejendomme og er altså med til at sikre en lidt mere komfortabel alderdom for pensionskassens medlemmer.

Men hvor længe kan de lukrative afkast på grøn energi fortsætte? Prispresset på grøn energi er voldsomt, og de markeder, der ellers for ganske kort tid siden blev udnævnt til at være den næste cashcow for investorerne i grøn energi, har vist sig at være overraskende konservative, når det kommer til prisniveauet.

Således måtte der et overraskende lavt bud til, før CIP kunne erklære sig som vinder af det første store havvindprojekt i USA, Vineyard Wind i Massachusetts. Kontrakten med den nordøstlige, amerikanske delstat fastsætter den levetidsomregnede pris for de 800 MW fra Vineyard Wind-projektet til 64,97 dollar/MWh (41,5 øre/kWh) i faste 2017-priser. Før tildelingen af projektet anslog analytikere en pris på omkring 120 dollar/MWh for nationens første storskalaprojekt, og selv om der siden har været gættet på, at prisen kunne blive under 100 dollar/MWh, har der ikke været estimater ude om blot noget nær det aftalte beløb.

Prispres kan håndteres

At amerikanerne formår at bringe havvind på banen til priser, der ligner noget af det, vi ser i Europa, på trods af en endnu ikke eksisterende havvindindustri, ryster dog ikke storinvestor i CIP og direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.

"Vineyard Wind er et projekt, der vil blive definerende for udviklingen af havvindindustrien på resten af østkysten i USA. Det er et gennembrud, der nu vil inspirere andre stater til at gå videre med deres projekter, og dermed vil det åbne op for et helt nyt marked. Det er rigtigt, at prisen er lavere, end hvad mange havde forventet. Men havvindmarkedet i dag er stærkt konkurrencepræget, og hvis man vil opnå et fornuftigt afkast i branchen, så kræver det, at man har en meget skarp projektstyring og er aktiv på leverandørsiden. I CIP har vi en partner, der har bevist, at man har kompetencerne til at fuldføre attraktive projekter selv i et hårdt prismiljø. Så vi er meget tilfredse med vores partnerskab, og tror bestemt på yderligere attraktive projekter," siger Torben Möger Pedersen til EnergiWatch.

Det var PensionDanmark, der stiftede CIP, da man i 2012 satte en håndfuld tidligere topfolk fra det daværende Dong Energys vinddivision til at stå for forvaltningen af en ny investeringsfond. Siden er CIP vokset til 75 ansatte og har forvaltning af over 6,8 milliarder euro fordelt på fire fonde på bogen. I dag er det ikke kun PensionDanmark, der er kunder hos CIP, men også investorer som PFA, AP Pension, SEB Pension og Villum Fonden.

"Med den fjerde CIP-fond er der så stærke finansielle muskler, at man kan byde ind på alle relevante projekter. Om det bliver i USA, Europa eller Asien må CIP svare på. Men vores tiltro til investeringen er meget stor, og vi har fået et partnerskab op at stå, der er til stor gavn for vores kunder," siger Torben Möger Pedersen.

PensionDanmarks investeringer i CIP udgjorde ved udgangen af 2017 20 mia. kroner.

Bred vifte af projekter

Alene det seneste år har CIP sikret sig 900 MW i Taiwan, er gået ind i et partnerskab om 2 GW i Australien og har senest allieret sig med en partner omkring flydevind på USA's vestkyst. Kort forinden gik CIP ind i et havvindprojekt i Canada. Mens der dertil selvfølgelig skal lægges aktuelle projekter som den britiske Beatrice-park på knap 600 MW og tyske Veja Mate på godt 400 MW.

"CIP har en struktur, der kombinerer de dybe kompetencer inden for vedvarende energi med midler fra pensionskasserne. Det har vist sig at være en ganske attraktiv model, som sikrer os stabile afkast med en fornuftig risikoprofil i et lavrentemiljø," siger Torben Möger Pedersen, der dog peger på, at det inden for visse områder af de grønne investeringer er blevet mere vanskeligt at gøre en god forretning som investor.

"Når vi ser på de projekter, der allerede er opført, og som bliver udbudt som aktiver i drift, så er priserne kommet meget højt op. Vi anser ikke investeringer i allerede opførte vindprojekter som særligt attraktive længere. Afkastet står ikke mål med risikoen i de investeringer," siger Torben Möger Pedersen, der i stedet peger på projektudvikling som langt mere attraktivt.

"Med CIP-investeringen får vi adgang til projektudvikling i infrastruktur, hvor der kan hentes en developmentgevinst. Her ser vi afkast, der minder om det, vi kan hente på aktiemarkedet, men med en helt anden risikoprofil. Derfor vil vi også fortsat være aktive i vedvarende energi, også selv om der er et prispres i branchen. Vi ser fortsat mulighed for fornuftige afkast, og samtidig rimer investeringerne i CIP på vores ambitioner om at bidrage til en bæredygtig omstilling."

Succesen med CIP har de seneste år da også fået PensionDanmark til at etablere lignende partnerskaber inden for andre investeringsområder. I 2017 etablerede PensionDanmark sammen med Mærsk-familiens selskab, A. P. Møller-Holding, Maritime Investment Fund, der også har Danica Pension og Lægernes Pension som investorer. Derudover har man ligeledes med A.P. Møller-familien stiftet "African Infrastructure Fund", der, som navnet afslører, investerer i infrastruktur i Afrika.

Guldfuglene er vokset fra reden 

CIP ser på muligheder i USA med åbent sind og stor interesse 

 

Mere fra EnergiWatch

Fabrikker lukker på grund af høje energipriser

Stigende energipriser tvinger nu producenter af gødning og stål til at lukke fabrikker. Sværvægteren Yara lukker en række europæiske fabrikker, hvilket sender et klart signal om, at der er udsigt til voldsomme prisstigninger på gødning.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs