EnergiWatch

CIP ser på muligheder i USA med åbent sind og stor interesse

Copenhagen Infrastructure Partners er mere end klar til at byde ind på mere havvind i USA.

Foto: EWEA

Det amerikanske marked er flere gange blevet udpeget til et af de nye vækstmarkeder for havvind, og Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) følger ligesom Ørsted de mange nye muligheder på den amerikanske østkyst tæt.

Tidligere i år vandt den danske infrastrukturfond den første store udbudsrunde for havvind i USA, da staten Massachusetts valgte fonden som vinder af retten til at opføre et projekt på 800 megawatt ud for den amerikanske østkyst.

"Vi har helt klart en strategi om at byde ind på noget mere. Vi har en zone i Massachusetts, som kan lægges ud til mere end 800 megawatt, og den skal udvikles ved, at vi byder ind. Det kan både være i Massachusetts og nabostaterne," siger Michael Hannibal, der er partner hos CIP, til Ritzau Finans.

Ser på budrunder med høj interesse

Andre østkyststater har også fået appetit på havvind, og både New Jersey, Connecticut, Rhode Island, Virginia og New York, hvor CIP netop har åbnet et kontor, ventes at lancere eller udpege vinderne af udbudsrunder for havvind i slutningen af i år eller næste år.

Michael Hannibal fortæller, at den danske infrastrukturfond har et ønske om at få flere projekter i USA, men at det skal passe ind i den samlede portefølje.

Han ønsker ikke at fortælle, hvor CIP planlægger at lægge billet ind, eller hvilke stater i USA, der er særligt interessante set med infrastrukturfondens øjne.

"Der er helt sikkert nogle projekter og områder, der er interessante, men det er en af de ting, vi ikke deler, før der forelægger et resultat. Vi kigger på det med et åbent sind og en høj interesse," siger han.

Går ikke efter at være den største

Ifølge CIP, der overhalede den danske energikoncern Ørsted i den første budrunde i USA, er målet ikke at blive den største spiller på det amerikanske marked for havvind.

Når infrastrukturfonden tager stilling til, hvilke projekter den vil byde ind på, afhænger det i høj grad af, hvornår det vil passe at få det næste projekt ind i porteføljen.

Michael Hannibal forklarer, at CIP som fund mangement-selskab skal sikre, at der er diversitet i investeringsfondene både i forhold til projekter, lande og teknologier, og selskabet investerer også i landvind, solenergi og andre grønne teknologier ud over havvind.

"Når der kommer en mulighed, ser vi på, hvordan den passer ind, og dermed har vi en opportunistisk tilgang til det. Der adskiller vi os måske fra de rene vindudviklere, der er mere fokuserede på at komme ind i alt," siger Michael Hannibal.

Priser kan variere fra stat til stat

Da CIP i maj løb med sejren i Massachusetts gennem konsortiet Vineyard Wind, der også ejes af Avangrid Renewables, skete det til overraskende lave priser.

Ifølge Michael Hannibal tog buddet dengang højde for blandt andet den amerikanske ITC-tilskudsordning, der udfases helt ved udgangen af 2019. Man kan generelt ikke regne med, at prisniveauerne bliver de samme i alle de amerikanske stater.

"Selv projekter i samme stat er forskellige, så man kan ikke sammenligne prisniveauer direkte. Selvfølgelig kan der være en retningspil for, hvor prisen er på vej hen, men når vi prissætter, er vi nødt til at kigge på de enkelte projekter, vindforhold, havbunden og havdybden," siger han og forklarer, at fundamenter eksempelvis udgør en stor del af omkostningerne.

Staterne Rhode Island og Connecticut har også allerede udpeget vinderen af projekter ud for kysten, og her endte amerikanske Deepwater Wind som sejrherre.

Vineyard Winds projekt i Massachusetts skal efter planen være i drift i løbet af 2021 og 2022.

CIP tæt på salg af vindmøllepark i den tyske del af Nordsøen

DTU og CIP indgår samarbejde med taiwansk universitet

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs