EnergiWatch

Milliarder i udbytte kan være på vej til Ørsted-aktionærer

"Det er meget, meget sandsynligt, at der kommer en pose penge til aktionærerne, simpelthen fordi man har for mange penge i kassen," siger en analytiker af Ørsted-aktien.

Foto: PR Ørsted

Ørsted kommer til at svømme i penge, i en sådan grad at flere iagttagere forventer et ekstraordinært milliardudbytte, efter at energikoncernen forleden solgte halvdelen af havvindmølleparken Hornsea 1 for omkring 37 mia. kr. og i øjeblikket også arbejder på at sælge elnettet i Hovedstaden, som ventes at have en salgspris på cirka 15 mia. kr.

Det skriver Finans.

Den Hongkong-baserede storbank HSBC skriver i en analyse, at banken forventer et ekstraordinært udbytte i 2019 eller 2020.

"Det er meget, meget sandsynligt, at der kommer en pose penge til aktionærerne, simpelthen fordi man har for mange penge i kassen," siger Morten Imsgard, aktieanalytiker hos Sydbank, til Finans.

Dertil kommer, at Ørsted stort set er gældfri og mere konservativt finansieret end ledelsens egen målsætning, selv om forretningen ifølge iagttagere uden problemer ville kunne håndtere at optage gæld svarende til to gange driftsresultatet.

Marianne Wiinholt, finansdirektør i Ørsted, medgiver over for Finans, at selskabet i dag er overkapitaliseret.

Hun peger på, at selskabet har flere muligheder. Enten skal man investere noget mere, eller også skal pengene retur til ejerne.

Ledelsen har allerede besluttet, at man som udgangspunkt ikke vil sælge de næste vindparker, der bygges i Europa, medmindre man får et rigtig godt tilbud.

"Så der absorberer vi rigtig meget kapital. Og så må vi se, om vores udbyttepolitik er, som den skal være. Det er et samlet regnestykke, vi kommer tilbage til på vores kapitalmarkedsdag," siger finansdirektøren.

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere