Ørsted: Vi frygter ikke Brexit

Om end der kun er cirka syv måneder til Storbritanniens udmeldelse af EU og endnu ingen aftale med fastlandet, så bliver der ikke rystet på hånden hos danske Ørsted, som har en relativt stor forretning i Storbritannien. Det skriver dagbladet Børsen mandag.
Selskabets britiske direktør, Matthew Wright, oplyser i et interview med avisen, at man ikke forventer nogen langsigtede effekter af Brexit.
"På langt sigt tror jeg ikke, det vil påvirke os overhovedet, for kursen mod bæredygtig energi er ret klar. Storbritannien har nogle juridisk bindende mål om at reducere udledningen af CO2, og i og med, at vi har nedbragt omkostningerne på havvind, er der en ret stor forpligtelse til det," siger han til Børsen.
På kortere sigt mener Matthew Wright, at situationen blandt andet kan få konsekvenser "på import- og eksportsiden," men det er ting, man kan planlægge sig ud af, hedder det. Ørsted har efter indvielsen af havvindmølleparken Walney Extension i sidste uge 11 parker i Storbritannien.
Henrik Poulsen: Leverandører skal også have en fornuftig indtjening PFA ser på flere havvind-projekter trods lavere afkast Pensionsselskaber klar til at skrue op for investeringer i vind og sol Henrik Poulsen: Afkast skal matche risikoen i USA