EnergiWatch

Ørsted kan have fået Hornsea-kabel billigt

NKT skal levere 190 kilometer 220 kV højspændingskabel i et system til den kommende Hornsea 2-vindmøllepark ud for Englands kyst, hvilket svarer til godt halvdelen af det samlede projekt.

Det var ingen stor overraskelse, at kabelproducenten NKT onsdag løb med en ordre til Ørsteds rekordstore havvindmølleprojekt Hornsea 2.

Ordren kan være med til at sikre omsætningen i år, men prisen er samtidig under det niveau, som NKT har fået for at levere højspændingskabler til andre tidligere projekter. Sådan lyder det fra Jyske Bank og ABG Sundal Collier.

"Det var ret ventet, at NKT ville få noget ud af Hornsea 2. Det er et projekt, de selv har haft nævnt flere gange, og de er også leverandør til Hornsea 1," siger Casper Blom, der er aktieanalytiker hos ABG Sundal Collier, til Ritzau Finans.

NKT skal levere 190 kilometer 220 kV højspændingskabel i et system til den kommende Hornsea 2-vindmøllepark ud for Englands kyst, hvilket svarer til godt halvdelen af det samlede projekt.

Kontraktsummen svarer til cirka 110 mio. euro - svarende til 820 mio. kr. - i standard metalpriser, og det er en spids under de 130 mio. euro, som ABG's aktieanalytiker forventede, at selskabet ville kunne få ud af projektet.

"Men man skal også lægge mærke til, at de ikke har fået installationen af projektet. Den bliver først tildelt senere, og hvis de vinder den, så kan det være, at de kommer lidt tættere på de 130 mio., som vi havde forventet," siger Casper Blom.

Kabelproducenten har tidligere fortalt, at selskabet ikke har nok ordrer til at udnytte kapaciteten på særligt selskabets fabrik i svenske Karlskrona i år. Det kan ordren fra Ørsted hjælpe på, da produktionen af kablerne allerede begynder til efteråret, men den ledige kapacitet på fabrikken kan muligvis også have spillet ind på prisen.

"Helt generelt er der nok også en frygt i markedet for, at profitabiliteten på det her projekt kommer til at være noget lavere, end det man har set førhen. Simpelthen fordi det lige nu er et industrifænomen, at man mangler ordrer, så der er mange, der gerne vil have fat i ordrerne, og det er nok med til at presse priserne ned. Samtidig sidder man over for Ørsted, som er rigtig dygtige i deres indkøbsafdeling," siger Casper Blom.

NKT-aktien falder 6,3 pct. til 165,40 kr. torsdag formiddag.

NKT: Milliardordre giver mere ro i maven for især næste år

 

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs