"Jeg forventer, at det i første omgang bliver hver stat for sig selv," konstaterer Kenneth J. Sheehan fra New Jerseys Board of Public Utilities fra podiet på havvindkonferencen i Boston.

Emnet er et af de mest delikate omkring havvind i USA: Hvor skal virksomhederne lægge de investeringer, fabrikker og i videre forstand arbejdspladser, der skal opbygge den gryende amerikanske industri.

Set udefra ligner USA ganske vist ét land og ét marked. Formelt set sker udstykningen af havvindområder således på føderalt niveau. Men aftaget af den endnu ikke markedsparate strøm sker i delstaterne. Hver med egen skatteinddrivning, arbejdsmarked – og ønsker til, hvordan den nye industri spiller ind på disse.

"Jeg ser gerne, at New York, Maryland og vores andre naboer får succes. Men når det kommer til, at nogle vil etablere produktion, så vil vi sige til dem, at de bør gøre det i New Jersey. Vi vil elske at få arbejdspladserne, fabrikkerne og det hele placeret her," lyder det efterfølgende fra Kenneth J. Sheehan, der er direktør for kontoret for økonomisk udvikling og nye teknologier hos delstatens regulator.

"Vi kommer til at kæmpe rent, men vi kommer til at kæmpe for det."

Ledende stater og ubestridte hjem

Under den nye guvernør, Philip Murphy, har New Jersey for alvor meldt sig tilbage i kampen om havvind. Guvernørens mantra om, at staten er open for business blev i maj bakket op af handling, da han lovfæstede den eksekutivordre om 3,5 GW havvind i 2030, der blev udstedt, kort efter han blev svoret ind i januar. Et mål, der skal gøre staten til en "leder inden for havvind".

Den ambition har man imidlertid også på den anden side af Hudson River. Sidste år lancerede New Yorks guvernør Andrew Cuomo sin masterplan om, hvordan udbygning af 2,4 GW havvind i 2030, skal gøre New York til USA’s "ubestridte hjem" for industrien.

Sådan et hjem er man imidlertid allerede i gang med at bygge længere mod nord. Med tildelingen af 800 MW i sit nylige udbud bliver Massachusetts i 2022 den første stat, der kan fremvise et reelt stort projekt. Desuden plæderer staten for, at den efter årtiers arbejde med Cape Wind-projektet allerede har langt mere erfaring end de øvrige.

Mod syd peges til gengæld på lavere skatter og overlegne havnefaciliteter. "Virginia bør være den primære lokalitet for havvindindustrien," konstaterede guvernør Ralph Northam, da han i maj satte gang i et udbud. Ikke af megawatt, da staten fortsat kun har planer om at opføre to havmøller. Men af strategier for, hvordan den største del af industrien og de medfølgende jobs havner her.

Det svar fandt Maryland allerede forrige maj. Her er Deepwater Wind blevet pålagt at skabe mindst 1.397 fuldtidsstillinger og lægge 34 pct. af investeringerne i delstaten for at få lov til at opføre Skipjack-projektet på 120 MW. Mens US Wind skal skabe 3.580 lokale jobs for at bygge sit projekt på 248 MW.

Sådan kunne rundrejsen på USA’s østkyst blive ved. Pointen kræver dog næppe flere mellemlandinger for at stå klar: Delstaternes udmeldinger om at opføre og støtte havvind matches af en klar forventning om, at der betales med arbejdspladser den anden vej. Og der pågår en intens konkurrence staterne imellem.

Ingen konkurrence, men vi vinder

Men det potentielle problem ved den politisk set logiske tankegang er heller ikke svær at tænke sig til. For hvis alle stater kræver, at store dele af leverandørkæden placeres inden for netop deres grænser, vil det kræve en massiv overudbygning, der næppe kan retfærdiggøres af de mængder, staterne vil udbygge med. Hvilket alt andet lige hindrer omkostningerne til havvind i at falde til en pris, der kan retfærdiggøre mere udbygning.

"Det tror jeg ikke bliver tilfældet," indvender Doreen Harris, der er chef for havvind hos New Yorks energimyndighed, Nyserda, adspurgt om risikoen for at staternes konkurrence om jobs kan føre til unødig dyr havvind.

"Det er lige som et kapløb: I begyndelsen løber alle i deres egen bane. Men efterhånden samles deltagerne i det samme spor, og nogle vinder, andre taber. Men alle løber med. New York kommer til at føre an, men mange stater får mulighed for at plukke stykker af leverandørkæden, uden de risici omkring pris, du opstiller."

Eller sagt på en anden måde så er det ingen konkurrence, men New York vinder. For guvernør Cuomos udsagn om at gøre staten til USA’s ubestridte hjem for havvind er ikke kun bragesnak og skåltaler.

"Det er præcis derfor, vi rykker så hurtigt på at få udbygget med havvind. For det er beviset for, at New York aktivt forfølger denne industri og vitterligt mener, at vi har, hvad det kræver i form af arbejdsstyrke og geografi, for at blive dette ubestridte hjem for havvind," fastslår Doreen Harris.

Forventer jobs nok til alle

På konferencen i Boston var konkurrencen mellem staterne et hyppigt emne. For det meste dog i form af kollegialt drilleri i USA’s havvinds endnu snævre kreds, hvor der især blev sendt stikpiller fra værterne rettet mod den store nabo mod syd. I alt fra byudvikling til baseball har der i århundreder været en rivalisering mellem Boston og New York, og havvind er altså blot endnu en flanke.

Men dog en flanke, der kan have noget mere samfundsøkonomisk betydning, end om New York Yankees eller Boston Red Sox vinder. Så spørgsmålet er, om etaten i Massachusetts er enig i, at New York bliver industriens naturlige omdrejningspunkt.

"Det kommer tiden helt sikkert til at vise," siger Stephen Pike, adm. direktør i det statslige udviklingsagentur Massachusetts Clean Energy Center.

"Men vi mener, at vi har lavet meget af forarbejdet, vi har en stor del af infrastrukturen, og vi har vist den første og mest levedygtige vej til markedet for et projekt. Alt sammen giver Massachusetts et gedigent forspring, som vi mener – uagtet hvad andre stater foretager sig – placerer os i en yderst fordelagtig position til at blive lederen i USA."

Lige som Nyserda abonnerer han dog på holdningen om, at der vil være jobs nok til at tilfredsstille alle stater. Det var da også New York og Massachusetts, der sammen med Rhode Island sidste år lancerede en rapport, der konkluderede, at havvindindustrien vil skabe 16.000 direkte fuldtidsstillinger i USA og yderligere 20.000 indirekte og afledte jobs, hvis der opføres 8 GW i 2030.

Som inden for de fleste øvrige industrier er spådomme om fremtidig jobskabelse ikke en eksakt videnskab. Om end størrelsen på udbygningen ufravigeligt er en stor faktor, er den langt fra den eneste:

Da Connecticut i USA’s seneste udbud tildelte 200 MW, var løftet fra vinderen, Deepwater Wind, at det vil skabe "mere end 1.400" jobs. Det antal flugter nogenlunde den ene af de to øvrige bydere, Ørsted, der havde spillet ind i alt 1.601 jobs. Den tredje byder, Vineyard Wind, ville omvendt kun love 620 nye jobs – i bedste fald. For i basisscenariet blev der opereret med kun 113 direkte, indirekte og afledte jobskabelser.

Anden dynamik end Europa

Under alle omstændigheder forekommer forventningerne til jobs optimistiske. Ikke mindst at 8 GW vil skabe 16.000 direkte jobs. Til sammenligning vurderede den britiske brancheorganisation – der næppe kan mistænkes for konservative skøn – sidste år, at der var omkring 10.000 direkte havvindjobs i Storbritannien, der med godt 7 GW er verdens absolut største marked.

"Jeg tror, at dynamikken i Storbritannien er en smule anderledes. Det har historisk været langt lettere at forsyne britiske projekter fra Kontinentaleuropa, end det er at forsyne projekter på USA’s østkyst. Så det, jeg hører fra udviklere og leverandører, er, at leverandørkæden på grund af distancen er mere tilbøjelig til hurtigere at etablere sig i USA," bemærker Stephen Pike.

Det logistiske argument er da også relativt ubestrideligt. Noget andet, der kan høres fra aktørerne i industrien, er da også, at delstaterne bag de bombastiske udmeldinger er begyndt at blive mindre kategoriske i deres krav. Nuancer der ret beset også kommer fra de statslige myndigheder selv.

Ingen vil gøre som Maryland

Da vinderen af det første store udbud i Massachusetts blev udpeget, var der ikke som i f.eks. Maryland sat præcise tal på andelen af lokalproduceret indhold. Her vægtede den budte pris 70 pct., mens jobskabelse kun udgjorde 25 pct. Lignende modeller sigter både New York og New Jersey efter.

"Maryland har gjort det på den måde, Maryland har gjort det. Men som den er nu, nævner New Jersey’s vedtægt behovet for, at havvind skal have nettopositive fordele for staten. Vi har endnu ikke defineret præcis, hvad det betyder, men jeg tror, at fleksibilitet er vigtig," siger Kenneth J. Sheehan.

"Udviklere og producenter er rationelle mennesker. De kommer til at vælge den placering, der giver mest mening. Jeg mener tilfældigvis, at New Jersey giver virkelig god mening, men hvis nogen beslutter sig for at lægge deres fabrik i Massachusetts, jamen, så er det stadig billigere end at skibe det over fra Europa. Så går vi måske glip af 112 mølleproducerende jobs, men hvis vi i stedet skaber 500 accessoriske stillinger til ingeniører, revisorer og jurister, der er forbundet til havvind, så er jeg som stat ganske tilfreds med det."

Udformningen af betingelserne i New Jerseys første udbud, der er planlagt til at blive på 1.100 MW, ventes at foreligge inden årsskiftet. Når udbuddet her og i New York er gennemført, er USA så at sige igennem første runde tildelinger.

Ganske vist udestår endnu et område ud for Virginia samt et par områder i Massachusetts og New York Bight, der formentlig bortauktioneres inden for det næste år. Men disse fører næppe til projekter før 2025, og inden for den tidshorisont vil udsigten dermed være relativt klar.

Markedskræfterne vil bestemme

Efterhånden som de første projekter overgår til konstruktionsfasen, vil også udsigten til leverandørkædens placering stå klarere. Det samme vil fokuseringen på det vigtigste aspekt i havvind: Prisen.

"Det er kun naturligt, at alle stater lige nu konkurrerer om at sikre sig flest mulige jobs og den størst mulige del af leverandørkæden. For lige nu er havvindindustrien i USA helt jomfrueligt land," siger Stephen Pike.

"Men jeg tror, at markedet hen ad vejen bliver naturligt formet af markedskræfterne. Virksomhederne kommer ikke til at duplikere deres fabrikker i hver enkelt stat. De vil være meget omhyggelige med, hvordan de kortlægger udviklingen af deres specifikke del af leverandørkæden, for ikke at risikere at overudbygge og udstede løfter, de ikke vil være i stand til at levere på – i hvert fald ikke uden, at det vil blive reflekteret i de priser, der i hvert fald her i Massachusetts er det vigtigste element."

At prisen trods alt spiller hovedrollen, lyder også fra de øvrige stater, der har eller planlægger snart at gennemføre udbud. Stater, der bredt betragtet alle er placeret i USA’s nordøstlige del.

Men både stater længere mod syd på østkysten samt Californien på vestkysten har erklærede ambitioner om havvind. Mens en arbejdsgruppe under indenrigsministeriet anbefaler at implementere teknologien i alle kyststater.

Globalt centrum for havvind

Det vil også betyde, at konkurrencen mellem delstaterne om at tiltrække virksomheder og jobs vil aftage for i højere grad at blive præget af regionalt samarbejde, lyder vurderingen.

"Til syvende og sidst kommer industrien til at slå sig ned i de stater, der viser villigheden til at efterspørge og bygge havvind. Det er det samme, der er sket i Europa, det kommer bare til at ske i langt hurtigere tempo i USA," siger Doreen Harris, der tillige mener, at når krigstågen letter, så befinder staten sig ikke kun i det amerikanske epicentrum for havvind.

"Men selv om New York kommer til at føre an, så skal man ikke tage fejl af, at staterne bag kulisserne arbejder sammen om mange ting. Allerede nu foregår der en masse regionalt samarbejde. Og bundlinjen bliver, at denne region her i USA bliver det globale centrum for havvind."