EnergiWatch

Energiboss vil have opgør med dansk biomasse

Danmark er på bare to år gået glip af afgifter for 12 mia. kr., fordi man har givet biomassen en særstilling i den grønne omstilling, mener Eons Tore Harritshøj.

Danmark har brugt alt for mange penge på at omstille kraftværker fra kul og gas til biomasse, og for fremtiden bør den danske kraftværkssektor følge en ny vej mod grønnere tider. Det mener topchef for tyske Eons danske aktiviteter, Tore Harritshøj, som i Berlingske tirsdag indvarsler et opgør med biomassen i det danske energisystem.

Selskabet har selv foretaget beregninger, der viser, at statskassen i 2015 og 2016 gik glip af afgifter for 12 mia. kr., fordi biomassen er afgiftsfritaget herhjemme. Tore Harritshøj mener, at beregningen viser, at biomassen er blevet støttet med et beløb, der svarer til støtten til alt anden grøn energi end biomasse.

"Vi taler meget om, at vi har opbygget en vindindustri, men den usagte sandhed er, at vi har været bedre til at opbygge en biomasseindustri. Og biomasse er ikke den energiform, vi bør satse mest på. Det manglende provenu, som staten bruger på at afgiftsfritage biomassen, er lige så mange penge som til resten af støtten til grøn energi," siger han til avisen og oplyser, at han hellere vil opbygge en konkurrencedygtighed inden for biogas eller solvarme.

Eon Danmark har de seneste år fokuseret sin forretning i retning af at være specialister i netop biogas, ligesom man har satset på vindenergi og elbiler.

Tidligere på måneden offentliggjorde Klimarådet sin rapport om biomassen og dens grønne skudsmål, og her hed det, at man burde skelne mellem biomasse, der er klimavenlig, og biomasse, der ikke er. Endvidere hed det, at biomassen skulle konkurrere med blandt andet eldrevne varmepumper om at levere klimavenlig varme på lige vilkår.

"Når biomasse udgør så stor en del af Danmarks grønne omstilling, er det oplagt for Klimarådet at se nærmere på, om vi rent faktisk også gavner klimaet ved at bruge så store mængder biomasse. Det store danske forbrug gør, at Danmark har et særligt ansvar for at sikre, at vi kun brænder klimavenlig biomasse af. En bedre regulering, der skelner mellem klimavenlig og klimabelastende biomasse, er vejen frem," udtalte Klimarådets formand, Peter Birch Sørensen, i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten.

Klimarådet: Fjern biomassens tilskudsfordele

Sol overhaler biomasse i USA

Trefor og Energnist i tocifret milliontvist

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere