EnergiWatch

Analytiker om Vestas: Ingen grund til bekymring trods fald i ordreindgangen

Der er ingen grund til panik, lyder det fra aktieanalytiker, efter Vestas ikke har levet op til forventningerne til ordreindgangen i første kvartal. Analytikeren ser også positive elementer fra USA.

Foto: Frank Boutrup Schmidt/Vestas

På trods af en fin slutspurt i første kvartal endte ordreindgangen hos vindmølleproducenten Vestas lavere end i første kvartal sidste år, men der er ingen grund til bekymring.

Sådan lyder vurderingen fra Sydbank, der forventer en stærk ordreindgang i de næste kvartaler.

"Ordreindgangen har i første kvartal været en smule svagere, end vi på forhånd havde forventet. Vi ved dog, at ordreindgangen kan svinge meget fra kvartal til kvartal. Derfor er der efter vores vurdering slet ingen grund til at være bekymret over udviklingen," vurderer Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, i en kommentar.

I løbet af påsken har Vestas annonceret en stribe nye ordrer, der dermed kommer til at indgå som en del af den samlede ordreindgang i første kvartal. I alt har vindmøllevirksomheden landet otte ordrer på samlet 849 megawatt (MW), og dertil kommer en tiårig forlængelse af en serviceaftale på 1150 MW i USA.

Dermed har Vestas i alt offentliggjort 14 ordrer med en samlet kapacitet på 1176 MW i løbet af årets tre første måneder. Heraf stammer 783 MW fra USA, og det er lidt over gennemsnitsniveauet for de seneste år.

"Det vidner om en vindindustri i USA, der er ret upåvirket af forringelserne fra skattereformen. Det kan meget vel være et forvarsel om, hvad der venter af godt nyt fra USA. Her gør kunderne nemlig klar til høj – og efter alt at dømme stigende – aktivitet i 2019-2020," skriver Jacob Pedersen.

Fortsat prispres

Det seneste år har investorer og analytikere holdt øje med prisudviklingen på markedet for vindmøller, da flere selskaber har meldt om prispres.

Sydbank forventer, at gennemsnitsprisen per solgt MW vil være faldet med 16 pct. i første kvartal af 2018 sammenlignet med samme periode sidste år.

"Vestas’ konkurrenter er noget uenige om, hvorvidt prispresset aftager eller fortsætter i samme takt i år. Årets første elektricitetsauktioner giver et uensartet billede. Kommentarerne tyder på klart aftagende prispres – men stadig prispres – men det er endnu for tidligt at konkludere på trenden," lyder det fra Jacob Pedersen.

Han mener, at Vestas er det selskab, der har det bedste udgangspunkt for at håndtere forandringerne i vindindustrien. Det skyldes, at størstedelen af producenterne har mindre udviklingsbudgetter og mindre effektive møller, og derfor bruger de salgsprisen som forhandlingsvåben.

"Det forstærker prispresset, når de vil strække sig for at fylde ordrebøger og fabrikker op. Den vindmølleproducent, der med afstand har mest at give af på indtjeningssiden, er dog Vestas. Udvalgte konkurrenters prisreduktioner ligner derfor en strategi, der som en boomerang kan ramme dem selv hårdest på mellemlang sigt," skriver aktieanalysechefen.

Vestas-aktien stiger 1,8 pct. til 437,50 kr. tirsdag morgen.

Vestas har haft påsketravlt med ordrer på i alt 849 MW

CIP bestiller vindmøller for 135 MW hos Vestas

Mere fra EnergiWatch

3i køber AMP ud af Esvagt

Kapitalfonden 3i, der ejer halvdelen af Esvagt, har aftalt med virksomhedens anden ejer, kapitalfonden AMP Capital, at overtage hele Esvagt for 368 britiske pund, så 3i bliver eneejer. Handelen ventes at falde på plads i første kvartal 2022.

Vestas vælger tysk logistikpartner i Nordamerika

Den danske vindmølleproducent, der fra årsskiftet skifter DSV ud med Mærsk som primær logistikpartner, får fremover distribueret komponenter og reservedele i Nordamerika af en tysk logistikvirksomhed.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs