EnergiWatch

Vindmølleproducent lancerer verdens største vindmølle

Den amerikanske mølleproducent GE vil have sin og markedets første havmølle med tocifret megawattkapacitet klar på markedet i 2021.

Foto: Alstom

Amerikanske GE er klar med sin nye havmølle. Møllen får navnet Haliade-X og skal med en kapacitet på 12MW, LM Wind Power-vinger på 107 meter og en kapacitetsfaktor på 63 pct. spytte 67GWh strøm ud på årlig basis. Ifølge producenten selv er det 45 pct. mere "end nogen vindmølle tilgængelig i dag".

Det oplyser GE.

"Vi ønsker at lede inden for de teknologier, der driver den globale energiomstilling. Havvind er en af de teknologier, og vi vil bringe GE's fulde ressourcer i brug for at gøre Haliade-X programmet succesfuldt for vores kunder," siger GE's adm. direktør John Flannery.

De første naceller ventes at være klar til demonstration næste år, mens de første certificerede udgaver af den svært opgraderede havmølle skal være klar til levering på kommercielle projekter i 2021.

Den kommende mølle har dobbelt så høj kapacitet som GE's hidtil eneste våben på havvindmarkedet. Foreløbigt har amerikanerne, der købte sig ind i havvind og Haliade-teknologien med overtagelsen af en del af Alstom i 2015, haft en ganske begrænset andel af havvindmarkedet. Foruden det lille amerikanske Block Island-projekt på fem møller er GE udelukkende aktiv på det tyske Merkur-projekt, som selskabet selv medfinansierer.

Men at GE arbejdede på en ny mølle med tocifret kapacitet har længe været kendt. Ikke kun fordi andet ville være en svær overraskelse, men også fordi EU i forbindelse med amerikanernes køb af LM Wind Power anklagede mølleproducenten for vildledning for ikke at have oplyst rettidigt om udviklingen af netop sådan en mølle.

Den udvikling har åbenbart pågået godt på tværs af konglomeratet. Foruden GE's landvindfolk og LM's vingeudviklere har også GE Power, GE Aviation, GE Digital og amerikanernes Global Research Center været med inde over møllen. Mens den fortsatte frembringelse af den nye havuhyre til markedet får et 400 mio. dollar (2,44 mia. kr.) stort program i ryggen til finansiering af ingeniørarbejde, test og udvikling af leverandørkæde.

"Haliade-X 12 MW-møllen vil hjælpe vores kunder i et stadig mere konkurrencepræget miljø til søs og gennem sin størrelse og digitale funktionalitet levere vigtig værdi på tværs af konstruktion, installation og operation," siger GE's adm. direktør for havvind, John Lavelle.

Direktøren har stået i spidsen for GE's havvind siden slutningen af 2016. For nyligt blev det meldt ud via Børsen, at den hidtidige salgsdirektør for LM Wind Power, Søren Høffer, fremover skal stå for salget af amerikanernes havmøller. Et job der muligvis nu er blevet en smule lettere frem for at det eneste indhold i attachemappen var en 6MW-mølle, der første gang blev installeret i 2013.

Men i det hele taget er det nu fremtiden, GE kigger imod.

"Det tog den vedvarende energiindustri mere end 20 år at installere de første 17 GW havvind. I dag forventer industrien, at den vil installere mere end 90 GW over de næste 12 år. Det bliver drevet af lavere omkostninger for elektricitet fra skala og teknologi. Haliade-X viser GE's engagement i havvindsegmentet og vil sætte en ny standard for prisen på strøm og dermed drive mere vækst i havvind," siger den adm. direktør for GE's vedvarende energi, Jerome Pecresse, for nu at få en direktør mere med.

Foruden at udvide markedet satser GE formentlig også på at kapre eksisterende markedsandele med sin nye mølle. Den kommer umiddelbart til at kæmpe mod Siemens Gamesas nye blockbuster, SG 8.0-167 DD, MHI Vestas V164'er, der holder en aktuel kampvægt på 9,5 MW samt i et vist omfang Senvions havmølle, der aktuelt holder en nominel kapacitet på 6,33 MW, men som tyskerne flere gange har lovet hævet til mindst 10 MW.

Siemens Gamesa regner med maksimalt to nye konkurrenter på havet

GE sætter dansker i front for havvind

Siemens Gamesa-boss lover ny kæmpemølle

Siemens Gamesas markedsandel til søs halveret i 2017

Vestager anklager GE for vildledning i køb af dansk vingeproducent

Forsiden lige nu

Total er helt ude af Iran

Det er blot et år siden, at iranerne så store muligheder for udvidelse af landets gas- og olieproduktion med omfattende aftaler med oliegiganter som Shell og Total. Glæden blev dog kortvarig, og nu er Total helt ude af Iran.

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere