EnergiWatch

Nordjysk storhandel blandt vindudviklere

Hobro-baserede Eurowind overtager nordjysk lillebror forud for indførelsen af udbudsregimet i Danmark. Vi vil spille ledende rolle i konsolideringen, konstaterer topchef.

Konsolideringen i den danske vindindustri slår endnu en knude. Denne gang i toppen af fødekæden, hvor projektudvikleren Eurowind Energy overtager det konkurrerende selskab Wind 1.

Det bekræfter begge selskaber over for EnergiWatch.

Parterne vil ikke oplyse prisen på handlen. Men en del er betinget af, hvor mange af Wind 1's aktuelle udviklingsprojekter, der ender med at blive realiseret.

"Vi har lavet en løsning, hvor langt den overvejende del er succesafhængig. Derfor glæder vi os over, at Peter Dahl Jakobsen og Jørgen Poulsen [Wind 1's direktører, red.] også fortsat vil spille en rolle i samarbejdet hele vejen til at møllerne snurrer," siger adm. direktør i Eurowind, Jens Rasmussen.

Wind 1 har gennem de seneste 10 år udviklet danske projekter med en kapacitet på omkring 215 MW. Imidlertid har det morsingske selskab i de seneste år haft svært ved at få realiseret projekter. Mest iøjnefaldende det omkring 65 MW store projekt ved Lundsmark, der var planlagt sammen med energiselskabet SE, men som Esbjerg Kommune sidste år aflivede med sit totale vindmøllestop.

Udvikleren har dog fortsat adskillige projekter i forskellige udviklingsstadier, som tages med over i det nye ejerskab.

"Vi ser frem til det kommende samarbejde med Eurowind, og vi er sikre på, at vi sammen kan realisere de vindmølleprojekter, som Wind 1 har påbegyndt projekteringen af," siger adm. direktør i Wind 1, Peter Dahl Jakobsen.

Mens udviklingen af vindmølleprojekter sidste år var ramt af mange aflysninger op til kommunalvalget, så er det en anden udfordring, der venter i de kommende år. Om to uger udløber de seneste års støtteaftale. Den afløses af en overgangsordning, hvor projekter skal konkurrere både indbyrdes og med solprojekter i to teknologineutrale udbud, der afvikles i år og næste år.

Netop det regimeskifte har været medvirkende til handlen. Foruden at øge usikkerheden omkring hvorvidt ens projekter ender med at vinde i udbuddene, stiller den nye ordning også større kapitalkrav. Både i forbindelse med garantistillelse og i forventningen om, at projekterne bliver nødt til at være større og mere komplekse for at kunne klare sig i konkurrencen.

Derfor forventer Eurowind heller ikke, at opkøbet kommer til at udgøre sidste etape af de seneste års konsolidering. Endsige at det Hobro-baserede selskab for sidste gang befinder sig i rollen som opkøber. Købet af Wind 1 sker således blot uger efter, at nordjyderne købte halvparten i Wind Team fra Ringkøbing.

"Der kommer til at blive lidt rysten rundt på markedet i den kommende tid. Der er mange af de udviklere, der har været med i mange år, som ikke nødvendigvis har lyst til at deltage længere, og vi vil spille en ledende rolle i den konsolidering, der kommer til at pågå," siger Jens Rasmussen.

Selv er Eurowind en af de største privatejede projektudviklere i den danske vindbranche. Selskabet ejer selv godt projekter på 150 MW og administrerer samlet set 800 MW i både Danmark og på flere andre europæiske markeder. Trods konsolideringen forventer direktøren dog fortsat stor konkurrence på det danske marked, men medgiver, at det i højere grad bliver en kamp mellem større spillere.

"Det er klart, at det være nogle andre typer udviklere, end det tidligere har været. Der vil fortsat være selskaber som os, Skovgaard og Wind Estate, men derudover vil det efter vores vurdering i høj grad være energiselskaber som f.eks. Vattenfall og Hofor. Det bliver et mere komplekst marked," siger han.

"Men det går så hurtigt i øjeblikket med at få omkostningerne for energi ned på både vind og sol. Så vi tror også på, at den grønne omstilling kommer til at gå hurtigere nu, fordi politikerne ser, hvor hurtigt prisen går ned."

Eurowind ser frem til nyt dansk udbudssystem

Eurowind nyder godt af mange bejlere

Nordvestjysk vindselskab fyrer direktøren

Esbjerg skrotter rekordpark og dropper alle landmøller

SE møder protester i nyt mølleprojekt

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere