EnergiWatch

Landvind slår nu fossil energi på prisen globalt

Fortsatte prisfald betyder, at ikke kun sol og landvind, men også havvind og andre vedvarende energikilder i 2020 vil være billigere end fossil energi, fastslår ny rapport. Arbejdspladserne risikerer dog at forsvinde fra Europa.

Foto: Martin Meissner/AP/POLFOTO

Det forgangne år brød mange rekorder for rekordbillig vedvarende energi. Uagtet om det være sig mexicansk vind til 10,8 øre/kWh eller saudisk sol til 10,4 øre/kWh. Men i videre forstand end blot iøjnefaldende priser på ideelt placerede markeder blev 2017 også året, hvor landvind og sol set globalt blev billigere end fossile energiteknologier.

Det konkluderer det Internationale Vedvarende Energiagentur (Irena) i en ny rapport.

Sidste år lå prisen på fossil energi således i spektret 30,5-103,6 øre/kWh. Mens den gennemsnitlige pris var 30,5 øre/kWh for hydrokraft, 36,6 øre/kWh for landvind og 61 øre/kWh for sol kommissioneret i 2017. Mens solkraft altså fortsat halter noget efter globalt set, er prisen faldet med 73 pct. siden 2010, mens landvind i perioden er blevet en fjerdedel billigere.

"Denne nye dynamik signalerer et markant skifte i energiparadigmet," lød det fra Irenas generalsekretær Adnan Z. Amin på en konference i Abu Dhabi.

"Faldet i omkostninger på tværs af teknologier er uden fortilfælde og repræsentative for, i hvilken grad vedvarende energi omkalfatrer det globale energisystem."

For udviklingen kommer til at fortsætte, fastslår agenturet. Baseret på de seneste udbud og projektdata vil landvind i 2020 i gennemsnit falde til omkring 30 øre/kWh, mens sol vil koste 36,6 øre/kWh.

Imidlertid ventes tendensen ikke kun at gælde de to billigste vedvarende energikilder; deres nære slægtninge, havvind og koncentreret solenergi, CSP, estimeres til at falde til et niveau mellem 36-61 øre/kWh, lige som bioenergi og geotermi falder til samme priser som sol og vind. Samlet forventer Irena, at alle VE-teknologier vil konkurrere på mindst lige for med fossil energi i 2020 med gennemsnitpriser på 18,3-61 øre/kWh.

"At vende sig mod vedvarende kilder for ny strømproduktion er ikke blot en miljøbevidst beslutning, det er nu – i overvældende grad – økonomisk smart," konstaterer Adnan Z. Amin.

"Regeringer verden om anerkender det potentiale og stormer frem med kulstoffattige, økonomiske agendaer understøttet af energisystemer baseret på vedvarende energi. Vi forventer, at omstillingen samler yderligere momentum, hvilket understøtter jobs, vækst, forbedret sundhed, national modstandsdygtighed og klimatilbageholdelse verden om i 2018 og fremover."

Tilbage på det konkrete niveau har eksempler også tydeliggjort tendensen på mere modne markeder end de indledningsvist nævnte. F.eks. i Tyskland, hvor 2017 både var året, hvor de første nulbud på havvind fandt sted, og hvor landvind i det seneste udbud nåede gennemsnitpriser på 28,4 øre/kWh. Eller i Danmark, hvor historien om at vind sidste år dækkede 43,4 pct. af elforbruget i sidste uge gik verden om.

Imidlertid er ikke al udvikling nødvendigvis positiv i Europa. I december afviste EU's energiministre på rådsmødet at kæmpe for ikke kun Parlamentets ønske om 35 pct. VE i 2030, men selv Kommissionens mindre ambitiøse udspil på 30 pct. blev forkastet. I stedet kunne landene blot blive enige om at holde fast i det mål på 27 pct., der allerede ved den første vedtagelse i 2014 blev bredt anset som værende uambitiøst.

Det kan imidlertid betyde en yderligere acceleration af en anden tendens.

For mens Tyskland, Danmark og andre europæiske lande som f.eks. Polen har nydt godt af Europas historiske førerrolle inden for vedvarende energi i forbindelse med jobskabelse, er den rolle i stigende grad udfordret. Både af prispresset i industrien og vækstlandenes stigende krav om lokalproduceret indhold. Men i videre forstand også af manglende europæiske ambitioner, lyder advarslen.

"Europa har stærke vedvarende energinindustrier. Men deres globale konkurrenceevne er ikke en givet sag," lyder det fra Giles Dickson, adm. direktør i den europæiske vindlobby Windeurope.

"For at reducere omkostninger og forblive i forfronten af den teknologiske udvikling bliver den nødt til at have et stærkt europæisk marked. Uden det kommer vi ikke til at have skalaen til at investere i vores europæiske produktion, hvilket vil føre til jobtab."

Ifølge vindorganisationen er en nøgleingrediens for at fastholde konkurrencekraften netop at hæve målet for vedvarende energi til 35 pct. som foreslået af Parlamentet. Dernæst efterspørges deciderede køreplaner for, hvordan landene når de mål i en lige linje frem for den frygtede hængekøje-udvikling, hvor udbygningen udskydes til slutningen af tidsperioden.

EU's energiministre når kun laveste fællesnævner

Europæisk landvind går mod nedgang i 2018

Verdens billigste solprojekt viser sig at være en vindpark

Efter hårdt år for vindaktier: "2018 kan blive ekstremt udfordrende"

Vattenfall ser mulighed for dansk havpark uden støtte

Bud på tysk landvind helt ned til 16,4 øre/kWh 

 

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs