EnergiWatch

Vestas skal levere 357 MW til svensk vindmøllepark

Den danske mølleproducent skal levere 85 møller til et svensk projekt.

Foto: Frank Boutrup Schmidt/Vestas

(Opdateret kl. 10.24)

Vestas har fået en stor kontrakt i Sverige, hvor selskabet skal levere møller med en samlet kapacitet på 357 megawatt til projektet Valhalla i kommunerne Bollnäs og Ockelbo.

Det fremgår af en meddelelse fra den svenske projektudvikler, OX2, som har sikret sig finansiering gennem en stor aftale med Aquila Capital.

I henhold til aftalen køber Aquila Caital projektet, som OX2 vil levere færdigudviklet. OX2 vil herefter have en kontrakt på teknisk og kommerciel drift af vindparken.

Af meddelelsen fremgår det endvidere, at Vestas skal levere 85 møller af typen V136 4.2 MW til parken.

Konstruktionen påbegyndes med det samme, og parken ventes at stå færdig i foråret 2020.

"Projektet styrker OX2's ledende markedsposition i den nordiske region, hvor selskabet i øjeblikket bygger seks vindmølleparker med en samlet kapacitet på 717 megawatt," skriver OX2.

Vestas har endnu ikke offentliggjort kontrakten specifikt med OX2, men der kan være tale om den aftale, som Vestas refererede til i fredags, hvor selskabet oplyste, at det har indgået en betinget aftale om levering til et projekt, der overstiger Vestas' definerede tærskel for ordreannoncering på 300 megawatt.

"Hvis og når projektet udmønter sig i en fast og ubetinget ordre i henhold til Vestas’ definition, vil Vestas offentliggøre en selskabsmeddelelse herom," fremgik det af fredagens meddelelse.

Det har endnu ikke været muligt for Ritzau Finans at få en bekræftelse fra Vestas om, hvorvidt der er tale om samme aftale.

Vestas får ordre på 51 MW i Kina

Vestas indgår betinget aftale på mindst 300 MW

Forsiden lige nu

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere