EnergiWatch

Efter hårdt år for vindaktier: "2018 kan blive ekstremt udfordrende"

Det kommende år kan også blive hårdt for vindmølleselskaberne, der har i 2017 har oplevet en markant øget konkurrencesituation. Det vurderer Sydbank over for Ritzau Finans.

De børsnoterede vindmølleselskaber, hvor Vestas målt på markedsværdi er størst, er faldet drastisk i løbet af 2017, efter at overgangen til budrunder på vindmøllemarkeder verden over har ført til en kraftigt intensiveret konkurrencesituation.

Desuden er der kommet usikkerhed om udsigterne på det store amerikanske vindmarked, efter at forslag til en skattereform lægger op til store forringelser i landets nuværende støtteordning.

Værst blandt de rendyrkede vindmølleaktier er det gået for tyske Nordex, som i år er faldet over 60 pct., mens Vestas er sluppet mere hæderligt med et fald på omkring 14 pct.

"Det har været et katastrofalt år, priserne er faldet som en sten, og det er bare accelereret, i takt med at året er skredet frem," siger aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank til Ritzau Finans.

Overgang til budrunder

Han tilskriver særligt udviklingen overgangen i tilskudsmekanismerne fra faste afregningspriser til auktionsbaserede udbud, hvor det kun er projektudvikleren med den laveste produktionspris, der får lov til at opføre sit mølleprojekt.

"Det har været med til at skabe et meget tungt pres på priserne i industrien. De sidste vindauktioner har vist, at prisfaldet er fortsat, og her på tærsklen til 2018 ved vi heller ikke, om vindindustrien i USA er købt eller solgt," siger Jacob Pedersen.

I USA forhandles i øjeblikket en ny skattereform, og både de vedtagne forslag i Repræsentanternes Hus og Senatet indeholder betydelige forringelser i forhold til investeringer i vedvarende energi.

De to kamre skal nu forsøge at få ensrettet deres forslag, hvor seneste nyt dog er, at der arbejdes på at frede vindenergi.

"Vi ved, at der er et ekstremt tungt prispres selv med et godt amerikansk marked, så hvis der bliver bidt negle på direktionsgangene rundt om hos vindmølleproducenterne, så kan jeg godt forstå det. Det kan gå hen at blive et ekstremt udfordrende 2018," siger Jacob Pedersen.

Det gælder særligt, hvis møllepriserne fortsætter ned, og hvis man ender i en situation, hvor ordrerne i USA i 2018 tørrer ud som følge af svækkede rammebetingelser.

Stor kapacitet i USA

I USA er der en produktionskapacitet hos vindmølleproducenterne på 8-10 gigawatt, og hvis der lige pludselig ikke er ordrer til at fylde den kapacitet ud, så kan priserne ifølge analytikerne komme til at falde endnu kraftigere.

"Det kan blive et nervepirrende 2018, hvis det amerikanske marked for alvor dykker," siger Jacob Pedersen.

Prisfaldet har dog den positive effekt, at det stiller vindkraft stærkere i konkurrencen mod andre energiformer og dermed udvider det samlede potentiale fremadrettet, men det er en hård overgangsperiode, som aktørerne i vindmølleindustrien er på vej igennem.

Under en sådan overgang vurderes et selskab som Vestas at stå godt rustet.

"Den her overgangsfase er bare hård, men hvis der er et selskab, som er gearet til det, er det Vestas. Det kommer med den bedste globale tilstedeværelse og det bedste indtjeningsmæssige fundament," vurderer Jacob Pedersen.

Han peger dog samtidig på, at de senere års genrejsning af Vestas har sit udgangspunkt i USA.

"Og hvis man ser et amerikansk marked, der går fra 100 km i timen til nul, så kan det godt rykke ved den position, Vestas har i industrien, hvis ikke det formår at omstille sig."

"Men indtil videre har Vestas været i en klasse for sig i det her marked, og det er også årsagen til, at selskabets aktie ikke er imploderet så meget, som konkurrenternes aktier er," siger Jacob Pedersen.

Udfordringer for Nordex

Nordex stikker ud som årets taberaktie i vindmølleindustrien, efter at selskabet flere gange i løbet af året har måttet skuffe investorerne.

"Det er historien om et selskab, som nogle investorer i starten af året håbede, var på vej ud af krisen, og så viser det sig, at man simpelthen ikke kan arbejde hurtigt nok i den fusion, man er i gang med, i forhold til det tempo prispresset kommer i."

"Det er vel også historien om et selskab, som har gabt over rigtig meget i forhold til den fusion, som man er i gang med nu," vurderer Jacob Pedersen og henviser til fusionen med Acciona.

 

/ritzau/FINANS

 

Sydbank: Vindindustrien bør frygte planer om ny skat i USA

Analyse: Oliepris kan give Vestas-bekymringer

 

 

Forsiden lige nu

Siemens Gamesa fusion har skabt stor intern uro

Den storstilede fusion af spanske Gamesa og dansk-tyske Siemens Wind Power har udviklet sig til et problembarn for en række ansatte i den nye vindmøllekæmpe. Interne magtkampe og store kulturelle omvæltninger betyder, at medarbejdere søger væk fra selskabet efter det, de oplever som et kaotisk ægteskab mellem de to virksomheder.

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere