EnergiWatch

Vestas sender politisk signal med lille ordre

Midt i den politiske uro annoncerer mølleproducenten en beskeden ordre på sænket støtte, der dog kan udvikle sig til en pænt stor ordre.

Foto: /ritzau/Carsten Ingemann

Vestas har modtaget en ordre på 40 MW i USA. Umiddelbart ingen voldsom nyhed, al den stund at den gennemsnitlige annoncerede ordre til mølleproducentens største marked i år har været på 175 MW. Imidlertid er der tale om en såkaldt komponentordre, hvor der er lagt bestilling ind på en lille del af den samlede ordre, der formentlig ender med at være på mindst 400 MW.

I hvert fald hvis alt går som planlagt.

For perspektiverne i selve ordren er spændende nok i sig selv. Det er blot anden gang, at Vestas annoncerer en ordre til den PTC-sats – altså den skatterabat, der fungerer som støttemekanismen i USA – der ved årsskiftet blev sænket til 80 pct. af, hvad den var sidste år.

Men nok så spændende er det, om perspektiverne på USA's vindmarked holder. Efter at have ignoreret forslag fra Repræsentanternes Hus om at decimere såvel PTC-tariffen som de Safe Harbor-vejledninger, der giver udviklere fire år til at opføre projekter, stemte Senatet i sidste weekend et skattelovforslag igennem, der risikerer at decimere skatterabattens effekt til at tiltrække investeringer.

At ordren annonceres midt i tumultariske politiske tider, er det da svært ikke at læse ind i ordreannonceringen fra Vestas. Her fremhæves eksplicit "den tværpolitiske PATH-lov, Kongressen vedtog i 2015", der er loven hvorunder PTC-ordningen sortere. Lige som det udpensles, at den har medført investeringer på næsten 50 mia. dollar i USA og skabt grobund for vindindustriens 102.000 jobs i landet.

"Hver amerikansk produceret vindmølle giver 30 job over dens levetid," understreger Vestas' direktør for Nordamerika, Chris Brown.

"Denne ordre understreger, at vind er lavprisalternativet inden for energi for kunder og selskaber, som vil levere millioner af dollar i økonomisk vækst og arbejdspladser i USA."

Ordren er nummer 14 for Vestas i USA hidtil i 2017. Med samlet 2.296 MW står USA for 28,3 pct. af årets udmeldte kapacitet på 8.112 MW. Trods den politiske uro er ordreindtaget til verdens næststørste marked dermed faktisk knap en tredjedel højere end på samme tidspunkt af sidste år, hvor der var annonceret 1.777 MW.

Uanset om Kongressen finder en holdbar politisk løsning inden jul, er det dog yderst tvivlsomt, om producenten kommer til at opleve en gentagelse af sidste års slutspurt. På de sidste to uger af 2016 modtog Vestas således 16 ordrer på samlet 1.507 MW fra USA.

Vestas høster videre på sløj vind i Kina

Vestas får ny del af storordre

Mere fra EnergiWatch

Olieselskabernes fremgang breder sig kun langsomt til drilling

Olieselskaberne vejrer morgenluft med stigende oliepriser, men deres lyst til at investere er behersket. Derfor må den kriseramte drilling-sektor indstille sig på at vente på bedring i aktivitetetsniveauet, vurderer to aktieanalytikere over for ShippingWatch.

Brancheorganisationer hylder opgøret med hockeystaven

Tekniq Arbejdsgiverne og Dansk Fjernvarme er glade for, at regeringens hockeystav er lagt tilbage på hylden med et ambitiøst delmål på en CO2-reduktion på 50-54 pct. i 2025. Nu skal rammevilkårerne komme på plads, så selskaberne kan trække i arbejdstøjet.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs