EnergiWatch

Siemens Gamesa ender på 400 danske fyringer i stor sparerunde

I løbet af de næste ti dage vil 400 danske medarbejdere hos Siemens Gamesa modtage en fyreseddel.

Foto: Siemens

Siemens Gamesas sparerunde munder ud i 400 fyringer og yderligere 200 stillingsnedlæggelser i den danske del af forretningen i denne omgang, mens der stadig er fare for flere sparerunder.

Det oplyser selskabet til Ritzau Finans.

Vindmølleproducenten lancerede tidligere i november planerne om at sige farvel til 6000 ansatte på verdensplan som led i en stor omstrukturering, der skal mindske omkostningerne i et marked præget af stor konkurrence og faldende priser.

Dengang forlød det, at op til 600 ansatte i den danske afdeling var i fare, og det tal holder stik. 200 stillinger skæres ved naturlig afgang og ledige jobs, der ikke genbesættes, mens de resterende 400 i løbet af de næste ti dage vil modtage fyresedler.

Siemens Gamesa har i øjeblikket - før nedskæringerne - godt 6600 ansatte i Danmark og omkring 27.000 på verdensplan fordelt på 24 lande.

Tidligere i år har vindmølleproducenten været gennem flere fyringsrunder i Danmark, hvor det har nedlagt 750 stillinger på selskabets vingefabrik i Aalborg over to omgange og lukket sin fabrik i Engesvang nær Silkeborg, hvilket betød 430 afskedigelser. Også i Tinglev er der skåret fra, og i december ryger 170 stillinger i Lindø på Fyn.

Samlet kommer Siemens Gamesa derfor op på at skære omkring 1850 stillinger i Danmark i år, men fra hovedkontoret er det meldt ud, at det tal kan ende på 2500 stillinger frem mod 2020.

Yderligere afskedigelser afhænger af den fremtidige ordresituation, fortæller Rasmus Windfeld, pressechef i Siemens Gamesa, til Ritzau Finans.

Umiddelbart har der været godt nyt til Siemens Gamesa de sidste dage med betingede ordrer på tre store danske havmølleparker. Endelige beslutninger om parkerne tages dog først af møllekunden, Vattenfall, i 2018.

Runevad afviser planer om fyringsrunde i Vestas

Siemens Gamesa fyrer mere end hver femte ansatte

Vindmølleindustrien frygter danske Siemens Gamesa-fyringer ovenpå politiske beslutninger

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere