EnergiWatch

Siemens Gamesa lancerer to nye møller på 8 og 4,2 MW

Den tysk-spanske mølleproducent udløser spændingen om to produktnyheder, der skal være med til at styrke selskabets position på de globale markeder.

Vindmølleproducenten Siemens Gamesa har netop præsenteret to nye vindmøller på henholdsvis otte og 4,2 MW. Den mindste af møllerne skal rette sig mod markedet for landvind, mens den anden skal snurre til havs.

Det oplyser selskabet tirsdag eftermiddag under den europæiske vindmølleindustris årlige konference, der bliver afholdt i Amsterdam i disse dage. Produktnyheden fra Siemens Gamesa har været ventet i nogen tid, efter man mandag offentliggjorde intentionerne, uden dog at give flere detaljer.

Landvindmøllen, som den bliver præsenteret i dag, er målrettet miljøer med vindforhold med mellemhøj styrke, men den nye 4.X-platform kan også produceres til områder med svage og kraftige vindforhold og får vinger på 71 meter. Samtidig er outputtet fra møllen fleksibelt, så dette kan svinge for 4 MW til 4,4 MW.

Endelig har Siemens Gamesa arbejdet med vingeteknologien og vil dermed forsøge at reducere støj fra landvindmøllen.

Den store havvindmølle bliver udstyret med selskabets direct drive-gearløse nacelle, der vejer mindre end traditionelle naceller.

Den får som nævnt en kapacitet på otte MW, og med det oplyser Siemens Gamesa at man kan øge den årlige mængde producerede energi med 20 pct. Her bliver afstanden fra rotor til vingepids 81,5 meter, som øger det overstrøgne område med 18 pct. i forhold til den tidligere model.

Offshorevindchef Andreas Nauen oplyser, at produktionen af den nye nacelle allerede er gået i gang på selskabets fabrik I Cruxhaven.

I princippet er den største nyskabelse ved den nye vindmølle rotorsystemet.

Det er ikke første gang i dag, at Siemens Gamesa har stjålet overskrifter. Vattenfall har netop annonceret, at man vil indkøbe vindmøllerne til havvindmølleparken Kriegers Flak samt de kystnære projekter Vesterhav Syd og Nord hos Siemens Gamesa, en ordre på mere end syv mia. danske kroner.

Det undlader vindmølleproducenten heller ikke at henvise til under præsentationen.

"Som I nok har lagt mærke til, så har vi underskrevet en aftale på næsten 1000 MW med Vattenfall. Jeg tror næsten ikke, at man kan bede om mere på en enkelt vinddag," siger offshorevindchef Andreas Nauen.

Bank of America: Vestas og Siemens Gamesa er de langsigtede vindere

Minister er klar til at bygge endnu flere havvindparker

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere