Lækket amerikansk klimarapport går i rette med Trump

New York Times har bragt en lækket klimarapport, der varsler store konsekvenser af klimaforandringerne.
Foto: Pablo Martinez Monsivais
Foto: Pablo Martinez Monsivais
RITZAU

Mens den amerikanske præsident, Donald Trump, har forladt Washington og er på en 17 dage lang arbejdsferie i sin golfklub i New Jersey, er endnu et læk sluppet ud af hans administration.

En klimarapport, som er en del af USA's nationale klimavurdering, og som Kongressen giver mandat til hvert fjerde år, er blevet lækket til den amerikanske avis The New York Times.

Vel og mærke inden rapporten er blevet godkendt af præsidenten.

I rapporten kan man ifølge avisen læse, at temperaturen i USA er steget drastisk siden 1980.

Man kan også læse, at de seneste årtier har været de varmeste i 1500 år.

Forskerne i rapporten konkluderer, at amerikanerne føler forandringerne af klimaet lige nu, og det går direkte imod tidligere udsagn fra Trump og medlemmer af hans regering.

De har hævdet, at det menneskelige bidrag til klimaforandringerne er usikkert, og at det er begrænset, hvad man kan sige om effekterne af klimaet i fremtiden.

"Beviserne for et forandret klima findes i overflod, fra det øverste af vores atmosfære til de dybeste oceaner," lyder det i rapporten.

Forskerne noterer også, at tusinder af studier, samlet af tusinder af forskere, har demonstreret klimaforandringerne.

"Mange rækker af beviser demonstrerer, at menneskelig aktivitet, særligt udledning af drivhusgasser, er den primære årsag for de nyligt observerede klimaforandringer," skriver forskerne ifølge New York Times.

Donald Trump har skabt forargelse blandt verdensledere ved blandt andet at melde USA ud af den internationale klimaaftale, der blev indgået i Paris.

I aftalen forpligter landene sig til at stræbe mod at sænke den globale temperatur, så de værste klimaforandringer muligvis undgås.

Men den amerikanske præsident mente, at USA var blevet snydt i aftalen, som den tidligere amerikanske præsident, Barack Obama, var med til at indgå.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også