Salget af elbiler er ikke bare gået i stå – antallet falder

Hvis det danske marked for eldrevne køretøjer var en bil, ville den stå i bakgear. For ikke nok med at salget siden begyndelsen af 2016 har stået i absolut frigear, så falder den samlede bestand af elbiler nu ligefrem.
Det skriver Information.
Avisen henviser til de seneste tal fra De Danske Bilimportører og Dansk Elbil Alliance. Ifølge dem var den samlede danske elbilpark på 8.842 styks den 6. februar, mens der ved indgangen til året var 8.932. Altså et nettofald på 90 biler.
"Nogle af de elbiler, der har kørt rundt nogle år på de danske veje som leasede biler, bliver nu kaldt tilbage. Sådan fungerer ordningen med alle leasede biler," siger Dansk Elbil Alliances branchedirektør Lærke Flader til avisen bl.a. med henvisning til at biludlejningsfirmaet Avis har trukket et antal elbiler ud af markedet på den baggrund.
Samtidig er salget af nye elbiler på det laveste niveau siden 2010, flere år før den første Tesla rullede ud på de danske veje. I årets første måned blev der registreret salg af seks nye elbiler, mens der i Norge blev solgt 2.295 styks i samme periode.
Norge fortsætter lyn-udrulning af elbiler
I forbindelse med den brede politiske aftale om at indfase elbiler i registreringsafgiften, der blev indgået i slutningen af 2015, lød ambitionen på et salg af 1.800 elbiler sidste år og 3.100 i år. Partierne bag aftalen forventes at mødes i næste uge for at lave en justering af aftalen, hvor kravet fra oppositionspartierne i forliget, Socialdemokratiet og de Radikale, blandt andet lyder på en fastfrysning af afgiften på 20 pct.
Relaterede artikler:
Opposition vil sænke elbus-afgift drastisk
For abonnenter
Dansk-norsk brintselskab får gennembrud hos Shell
For abonnenter