Øget overvågning af energihandel stiller store krav

KRONIK: Handel med europæiske energimarkeder er nu genstand for en større overvågning end nogensinde før. EY ser effektiv intern overvågning og kontrol som altafgørende, ikke kun for at organisationen kan opfylde sine juridiske forpligtelser, men også til at styre omdømmerisici og minimere risikoen for svindel samt at beskytte ansatte mod strafferetlige sanktioner.
AF FREDERIK THUFASON OG SAMUEL WOLDU, EY NORDIC COMMODITIES MARKET

Frederik Thufason og Samuel Woldu, EY Nordic Commodities Markets

Alle, der handler på el- og gasmarkederne, bør spørge sig selv, hvad der gemmer sig i deres handelsportefølje, og hvorvidt deres interne kontrolforanstaltninger er stærke nok til at beskytte deres virksomhed.

ACER står for det overordnede tilsyn med de såkaldte REMIT-regler, der skal fremme en åben og fair konkurrence på engrosenergimarkederne ved at øge integritet og gennemsigtighed. Med forordningen indføres bl.a. regler, der forbyder markedsmanipulation og insiderhandel. Selv om REMIT har været trådt i kraft siden 2011, er reglerne dog endnu ikke fuldt ud implementeret, og det samme gælder de it-tekniske overvågningsmekanismer, som ACER skal anvende til at overvåge markedet.

Et stort skridt mod den fulde implementering skete den 7. april 2016, idet den fulde rapporteringsforpligtelse, der medfører, at de fleste handler på engrosenergimarkederne fremover bliver rapporteret til ACER, trådte i kraft. Derfor vil ACER fremover vil have det fulde overblik over disse markeder. Overtrædelse af REMIT-reglerne kan medføre store bøder såvel som fængselsstraffe. I slutningen af 2015 så vi de første to brud på REMIT, som blev sanktioneret af de kompetente nationale tilsynsmyndigheder. Heriblandt pådømte de spanske energitilsynsmyndigheder et datterselskab af elselskabet Iberdrola en bøde på 25 millioner euro.

Energinet.dk blandet ind i manipulationssag 

Flere sager på vej

ACER påbegyndte it-overvågningen af energimarkederne i 2015, der forventes dog at være i en implementeringsfase frem til sommeren 2016, før den fulde it-overvågningsimplementering er etableret. Dette skyldes, at ACER fremover skal opnå tilstrækkelig indsigt i de millioner af handler, som de i den kommende periode vil modtage fra alle aktørerne på engrosenergimarkederne. Rapporteringsforpligtelsen af energihandler foretaget på børser trådte i kraft den 7. oktober 2015, og dette medførte allerede i december, at ACER undersøgte 45 sager vedrørende potentielle overtrædelse af REMIT. Dette er en stor kontrast til de 33 sager, som ACER undersøgte i hele 2014. ACER har udtalt, at de forventer en kraftig stigning i antallet af sager, følgende den netop ikrafttrådte rapporteringsforpligtelse.

Beskytte virksomheden og dennes ansatte ved fejl

Operationelle fejl forekommer på alle arbejdspladser. Det er dog ikke på alle arbejdspladser, at disse fejl kan medføre, at ansatte kan ende med en fængselsstraf. Såfremt energivirksomheder ikke har etableret tilstrækkelige foranstaltninger, således at de over for energitilsynsmyndighederne på tilstrækkelig vis kan dokumentere, at der er tale om en fejl og hverken insiderhandel eller markedsmanipulation, kan det i sidste ende resultere i strafferetlige sanktioner for de ansatte.  Derudover er det vigtigt, at virksomheder sikrer sig, at deres interne overvågnings- og kontrolmiljø er tilstrækkeligt, for selvom der ikke er foregået nogen ulovligheder, kan virksomheder risikere store skader på deres omdømme, som tilfældet har været for flere virksomheder i den senere tid. 

Formodningsreglen ved insiderhandel

Der findes relativt lempelige bevisregler for myndighederne på dette område. Handler en person på et tidspunkt, hvor vedkommende er i besiddelse af intern viden, vil der være en formodning om, at den interne viden har været af betydning for den pågældendes beslutning om at handle, altså at den interne viden er blevet benyttet ved handlen, og forbuddet mod insiderhandel dermed er overtrådt. Formodningen om at intern viden anvendes i en handelssituation, kan afkræftes, såfremt det med udgangspunkt i de konkrete omstændigheder godtgøres, at der ikke blev handlet på grundlag af den interne viden. Denne formodningsregel stiller endnu højere krav til virksomhedernes evne til at kunne dokumentere, at der ikke forelå mistænkelige omstændigheder ved handlen. Såfremt en virksomhed ikke kan dokumentere, at intet mistænkeligt er foregået ved den konkrete handel, risikerer virksomheden en lang og skadelig udredelsesproces, der ikke foregår i fortrolighed.

Svindelmistænkt handel drejer sig om 759 kroner 

Hvordan undgå at komme i karambolage?

Der er ingen tvivl om, at virksomhederne skal tage disse regler alvorligt for at undgå en negativ medieomtale og potentiel omkostningsfyldt udredningsproces, og derfor skal virksomhederne etablere et forsvarligt compliance-setup. 

Et effektivt setup imod insiderhandel og markedsmanipulations kræver ofte flere komplementære kontrol- og overvågningsforanstaltninger for at virke efter hensigten. Dertil skal det løbende vurderes, hvorvidt de enkelte foranstaltninger opfanger de relevante risici ift. den til enhver tid gældende forretningsmodel.

Virksomhederne bør derfor overveje følgende 6 punkter.

1.                          Overblik over intern viden-flow

I forhold til insiderhandel er et af de første problemer, at virksomheden typisk ikke har et fuldstændigt overblik over, hvad der er intern viden, og hvem i virksomheden der kommer i besiddelse heraf. Virksomheden bør derfor have gennemprøvede procedurer for at identificere intern viden og kortlægge virksomhedens informations-flow for at forstå tilgangen og afgangen af oplysninger til/fra virksomheden. . Herudover skal virksomheden overveje at etablere såkaldte kinesiske mure mellem traderne og de andre ben af forretningen, således at man sikrer, at de ikke kommer i besiddelse af intern information.

2.                          Klar besked fra ledelsen

En af ledelsens vigtigste opgaver er at beskytte virksomheden mod risici, hvilket bl.a. gøres ved at etablere en sund compliance-kultur i virksomheden. For at skabe denne er det vigtigt, at ledelsen går forrest og klart formidler virksomhedens forventninger og holdninger til de ansattes adfærd, som naturligvis er, at virksomheden har en "nultolerancepolitik" vedrørende insiderhandel og markedsmanipulation. Herudover er det en af ledelsens vigtigste opgaver at sikre, at virksomheden har tilstrækkelige ressourcer til compliance-personale, IT-løsninger mm.

3.                          Klare interne politikker og forretningsgange

At have en formel politik på plads er naturligvis et must, men det er ikke nok. Politikken skal være operationel og skal kunne håndhæves. Det er ligeledes vigtigt, at politikken fastsætter restriktioner, krav og ansvar for medarbejdere baseret på deres individuelle arbejdsopgaver og rang. Desuden skal sanktioner for manglende overholdelse meldes ud til de ansatte. I mange virksomheder vil det desuden være nødvendigt at supplere politikken med øvrige dokumenter, eks. retningslinjer og forretningsgange. Endelig er det centralt, at politikken og forretningsgange skal have en funktionel proces, således at de ansatte ved, hvordan de konkret skal håndterede forskellige "gråzoner", som medarbejdere kan befinde sig i.

  4.                        Udføre overvågning af medarbejderne

Som en sikkerhedsforanstaltning for virksomheden, medarbejderne og klienterne bør virksomheden overveje, om det vil være hensigtsmæssigt at overvåge de relevante medarbejderes e-mails, chatsystemer, telefonlogs og telefonsamtaler. Overvågning er typisk en effektiv måde til hurtigt at dokumentere over for myndighederne, at der i en evt. sag ikke var tale om hverken insiderhandel eller markedsmanipulation.    

5.                          Udføre overvågning af de indgåede handler 

Et andet nyttigt værktøj er at have etableret en form for overvågning af de af selskabet indgåede handler. Overvågning bør tilpasses på grundlag af de specifikke risici, som virksomheden er eksponeret over for. Dette kan både være live overvågning af de indgåede handler og/eller en efterfølgende overvågning af handler indgået på tidspunkter, hvor der er sket noget usædvanligt på markedet. Det vanskelige i denne sammenhæng er dog at kalibrere systemet således, at det er tilpasset virksomhedens forretningsmodel, handelssetup mv..

6.                          Uddannelse af personale

Uddannelsen bør inden for dette område indgå som en integreret del af virksomhedens adfærdskodeks, men det bør ikke være en generisk eller 'one size fits all'-uddannelse. Uddannelse tjener flere forskellige formål, herunder:

  • en generel bevidsthed og forståelse af reglerne
  • forståelse af, hvad der gælder for den enkelte medarbejder og hvorfor
  • forståelse af konsekvenserne af overtrædelse af reglerne
  • information om, hvorledes medarbejderen skal håndtere praktiske gråzonetilfælde, og hvem de skal henvende sig til under disse omstændigheder.

Virksomheden bør endelig overveje, om hvordan undervisningen bliver foretaget mest effektivt. Derudover er valget af formidler et vigtigt element, da formidleren skal være egnet til at formidle indholdet og alvoren af reglerne.

Ovenstående skal ikke anses som en udtømmende liste, men som nogle centrale overvejelser alle virksomheder bør tage i betragtning for at undgå myndighedernes og mediernes søgelys med tilhørende risici.

 

Frederik Thufason er manager i EY Nordic Commodities Markets og specialist i servicering af finansielle virksomheder og energivirksomheder inden for den regulatoriske område, herunder compliance og risikostyring. Frederik er uddannet cand.merc.jur og har mange års erfaring med reguleringen af den finansielle sektor fra EY, KPMG og Finansrådet. De seneste år har Frederik haft stort fokus på energisektoren, som i højere grad bliver omfattet af de samme regler som finansielle virksomheder.

Samuel Woldu er konsulent i EY Nordic Commodities Markets og har specialiseret sig i regulatorisk rådgivning til energisektoren, som grundet de nye omfattende reguleringskrav skal agere under strammere lovgivning og ændrede markedsvilkår. Samuel er uddannet cand.merc.jur. & cand.jur. og har tidligere arbejdet for forskellige advokatfirmaer.

Britisk vagthund fremlægger svindeltaktikker 

Sager om svindel med energihandel eksploderer 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også