Analytiker: Saudiere kan holde til prisdumping i to år

Den mulige trussel fra Iran får Saudi-Arabien til at skrue op for både retorikken og olieproduktionen, mener Thina Saltved.
Foto: Kamran Jebreili / AP Polfoto
Foto: Kamran Jebreili / AP Polfoto
RITZAU FINANS

Verdens største olieproducent, Saudi-Arabien, har dumpet prisen på olie for især at holde Iran ude af markedet, og det nuværende ekstremt lave niveau kan meget vel vare ved i et par år. I hvert fald har Saudi-Arabien råd til at holde presset på olieprisen i omkring to år. Det forudser Thina Margrethe Saltved, der er chefanalytiker med olie som speciale for Nordea Markets i Norge.

"Der er analyser, der peger på, at de i hvert fald kan holde to år til," siger hun til Ritzau Finans.

Torsdag nåede olieprisen det laveste niveau i 12 år, og trods det voldsomme fald holder Thina Margrethe Saltved fast i sin forudsigelse, også selv om olieprisen skulle dale yderligere.

"Det er klart, at jo lavere prisen bliver, jo større er belastningen på landets budget. Men det koster under 10 dollar per tønde at producere olie i Saudi-Arabien, så der er ikke udsigter til udfordringer for den nuværende produktion eller nye projekter. Så det er egentlig kun statsbudgetterne, der lider under prisfald," forklarer Thina Margrethe Saltved.

Flekser over for Iran

Årsagen til, at det mellemøstlige kongedømme oversvømmer markedet med billig olie er primært, at de vestlige lande har lovet at ophæve deres sanktioner mod Iran, efter at iranerne har lovet at ophæve deres atomprogram. Dermed kan Iran, der sammen med Saudi-Arabien anses for at være det stærkeste land i regionen, igen begynde at sælge større mængder olie.

"En del af Saudi-Arabiens nuværende strategi går selvfølgelig på at vise muskler og holde Iran i skak. Begynder Iran at tjene flere penge, er det en trussel for Saudi-Arabien," forklarer olieanalytikeren.

Saudi-Arabien føler sig da også tilsyneladende mere isoleret, end landet har gjort tidligere. En ting er, at Iran kommer tilbage som alvorlig oliekonkurrent. Et andet forhold er, at USA er begyndt at producere mere skifferolie og derfor ikke er så afhængig af Saudi-Arabien som tidligere længere. Desuden har Egypten, der traditionelt har støttet Saudi-Arabien, mere end nok med landets egne konflikter.

"Derfor føler Saudi-Arabien sig nok mere trængt op i en krog og føler sig mere truet end tidligere. Og der er nok derfor, vi ser den kraftig retorik for tiden," pointerer Thina Margrethe Saltved.

Prisdumping med omkostninger

Prisdumpingen er dog ikke uden omkostninger for kongedømmets statsbudget. Saudierne har selv et ekstremt højt forbrug af olie – især om sommeren for at generere elektricitet. Alt det er subsidieret. Derfor har kongedømmet meldt ud, at man blandt andet vil reducere nogle af tilskuddene til brændstof for landets indbyggere. Benzin skal eksempelvis blive dyrere.

Dertil har landet meddelt, at de netop er begyndt at tale om at børsnotere landets største olieselskab, Saudi Aramco. Det vil også kunne indbringe staten penge.

"En Saudi Aramco-børsnotering kan dog også være en fordel for os, fordi det vil kunne give mere transparens i selskabet og dets planer," mener Thina Margrethe Saltved.

Ekstremt høje offentlige udgifter

Siden udbruddet af det arabiske forår har Saudi-Arabien haft ekstremt høje offentlige udgifter til blandt andet til støtte af arbejds- og boligmarkedet. Dertil kommer, at landets økonomi er presset af, at forholdet mellem eksport og eget forbrug af olie har ændret sig markant den seneste håndfuld år. Eksporten lå for 20 år siden på omkring 89 pct. Nu er den nede på 67 pct.

"Selve produktionen er ikke øget, men deres forbrug er steget meget på grund af øget levestandard – især de seneste fem år. Dermed er det også blevet dyrere for staten at give tilskud til energi og benzin," forklarer Nordea-analytikeren.

Men med de nuværende lave oliepriser er det et relativt godt tidspunkt for kongedømmet at reducere sine tilskud.

"Jeg tror, at det er meget lettere nu for dem, fordi olieprisen er så lav, så overgangen til mere markedsstyrede priser bliver mindre. Så det bliver en mere gradvis overgang. I mange lande er man ellers lidt forsigtig med at fjerne den slags ordninger af frygt for turbulens. Nigeria forsøgte at gøre det men måtte revurdere det," forklarer Thina Margrethe Saltved.

Verdens største olieselskab påtænker børsnotering

Rapport: 2016 bliver stort opkøbsår i oliebranchen

Olien fortsætter ned i dybet

Olieprisen falder til under 35 dollars

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også