EU genoptager solcellekrigen

Det europæiske konkurrencekommissariat har igangsat en undersøgelse af kinesiske solcelleproducenters angivelige omgåelse af EU's anti-dumpingregler.
Foto: Mainstream Renewable Power
Foto: Mainstream Renewable Power

Solcellekrigen mellem EU og Kina ser ud til atter at lyse op. På foranledning af den tyske solcelleproducent SolarWorld har kommissionen igangsat en undersøgelse af, om kinesiske producenter omgår den prisaftale, Bruxelles og Beijing blev enige om for næsten to år siden. Det skriver Recharge.

Dermed er den nye sag praktisk talt et ekko af den gamle. Kort skitseret anklagede især tyske producenter deres kinesiske konkurrenter for prisdumping, hvilket i juni 2013 fik EU til at indføre en straftold på import af solceller og -paneler fra Kina. Det fik omvendt kineserne til at flytte produktionen til andre lande, hvilket igen fik EU til at barsle strengere straffe, før parterne ved udgangen af juli indgik en ny prisaftale.

Som de kinesiske producenter altså nu angiveligt bryder. Det mener i hvert fald SolarWorld, der har videregivet oplysninger om markante ændringer i handelsmønstre til EU-kommisionen, som finder, at der er "tilstrækkelige beviser" for, at prisaftalen omgås ved at eksportere solanlæggene til Europa via andre lande.

"Kinesiske solcelleproducenter omgår EU's anti-dumpingforanstaltninger ved først at eksportere til tredjelande som Malaysia og Taiwan, før de importeres ind i EU, hvorved deres egentlige ophav falsificeres. Sådanne omgåelser er toldsvindel og må stoppes," siger Milan Nitzschke, der er formand for lobbyorganisationen EU ProSun og talsmand for SolarWorld til Recharge.

Ifølge interesseorganisationen har den kinesiske knibtangsmanøvre allerede stået EU i mere end 500 mio. euro i tabte toldindtæger. Kommissionen har givet sig selv en tidsfrist på ni måneder til at gennemføre undersøgelsen.

Den store solcellekrig fortsætter: Kina vil købe norsk solcellegigant

USA fortsætter optrapning i solcellekrig

Brud på regler om sol-import kan betyde fængsel

Kina optrapper solcellekrig 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også