OECD frygter lang stagnation i Europa
OECD er i en ny økonomisk prognose specielt bekymret for udviklingen i Europa. Det går simpelthen for langsomt med at komme sig efter finanskrisen. Problemet er størst i de større lande som Tyskland, Frankrig og Italien.
Det er bekymrende, at tilliden til fremtiden er faldende. Det resulterer i svigtende forbrug og en skuffende inflation. Der er godt nok tegn på vækst i flere af landene i Europa, men generelt er der stadig store strukturelle og finansielle udfordringer. Dertil kommer en høj gæld.
Risikoen for deflation - altså en periode med faldende priser og økonomisk tilbagegang - lurer fortsat. Målet er en inflation på 2 pct., men den er vi langt fra også i Danmark.
Hvis vi får deflation, vil det få alvorlige konsekvenser for økonomien. Det vil skubbe til stagnationen og gøre gældsbyrden endnu større. For hvis priserne falder, bliver gælden reelt større.
Foruden Europa tager OECD temperaturen på andre lande, og billedet ser sådan ud:
- USA: Her er der fremgang i økonomien, og arbejdsløsheden er faldende. Lysten til at investere er til stede igen.
- Storbritannien og Canada: Begge lande oplever solid vækst, der ser ud til at kunne fortsætte ind i 2015.
- Japan: Økonomien har fået det bedre. Tilliden vokser, flere er kommet i arbejde, og det betyder, at reallønnen stiger igen.
- Kina: Efter en nedtur i første kvartal, er der igen fremgang. Det skyldes, at regeringen har stimuleret markedet ad flere omgange.
- Indien: Regeringen har måttet gribe ind for at begrænse inflationen. I Indien forventes det, at væksten vil stige yderligere i 2014 og 2015.