Energiaftale klar: Brændeafgiften afskaffes og PSO sænkes

Sidste del af vækstpakke er på plads, nu da regeringen og andre forligspartier bortset fra K fjerner afgift.
AF RITZAU

Regeringen og partierne bag energiforliget fra 2012 har lavet en aftale om at rulle den såkaldte forsyningssikkerhedsafgift tilbage samt at lempe den såkaldte PSO-afgift. De Konservative står som eneste forligsparti udenfor.

"Jeg er glad for, at et stort flertal af Folketingets partier slutter op om denne aftale, selvom det er ærgerligt, at De Konservative ikke vil være med. Det er vigtigt, at der er bred politisk opbakning til den grønne omstilling," siger klima- og energiminister, Rasmus Helveg Petersen (R).

Aftalen er sidste del af den store vækstpakke, som regeringen i forvejen har fået på plads med de andre partier for at sætte gang i væksten.

Fjernelsen af forsyningssikkerhedsafgiften, populært kaldet brændeafgiften, bliver blandt andet finansieret med en forhøjelse af bundskatten, og det vil De Konservative ikke være med til.

PSO-udgifter nedsættes med 13,2 milliarder kroner

"Jeg tror ikke, at De Konservative er utilfredse med selve indholdet, men netop med finansieringen. Det er vigtigt, at der er bred politisk opbakning til den grønne omstilling. Det er noget, som virksomheder, der investerer i grøn omstilling, har brug for," siger Rasmus Helveg Petersen i en pressemeddelelse.

Aftalen indeholder både generelle reduktioner af virksomhedernes omkostninger til PSO og lempelser, der kommer de virksomheder til gode, hvor PSO'en vejer tungest.

Samlet set nedsættes PSO-udgifterne med i alt 13,2 milliarder kroner frem mod 2020.

En del af finansieringen kommer fra, at færdiggørelsen af havvindmølleparken Kriegers Flak bliver udskudt med to år, men regeringen lover, at målene i energiforliget fortsat kan nås.

Alle Folketingets partier med undtagelse af Liberal Alliance er med i energiaftalen fra marts 2012.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også