Regeringen vil bytte brændeafgift ud med højere skatter
%2520-%2520KREUTZMANN%2520NANNA.jpg)
Regeringen er nu kommet med et konkret forslag til at fjerne den meget omdiskuterede forsyningssikkerhedsafgift, som er en del af energiforliget fra 2012, og som skulle være med til at betale for de grønne tiltag.
Afgiften, som også kaldes brændeafgiften, og som pålægges al rumvarme - såvel fossile brændsler som biomasse - har været hårdt kritiseret af både oppositionen, men på det seneste også af regeringen selv, da den vil være for svær at administrere. Eksempelvis skulle folk, der købte træ til et hegn, dokumentere, at træet blev brugt til hegn og ikke brænde.
Derfor har skatteminister Morten Østergaard (R) foreslået partierne bag energiforliget, at man helt dropper afgiften. I stedet vil han lave en "forhøjelse af bundskatten med 0,4 pct.-point og nedsættelse af personfradraget med 600 kroner," som det fremgår af ministerens udspil, som Berlingske er i besiddelse af.
Ifølge beregninger fra CEPOS vil det koste en almindelig LO-familie 2.500 kroner om året, skriver avisen.
Dansk Folkepartis klima- og energiordfører Mikkel Dencker bekræfter over for EnergiWatch forslaget, men han kan ikke se fidusen i det.
"Man burde i stedet beskære størrelsen af udgiftsniveauet i energiforliget. Man fordrer hunden med sin egen hale, hvis man bare henter pengene på bundskatten og personfradraget," siger Mikkel Dencker, der dog ikke selv var med til det møde onsdag, hvor forslaget blev præsenteret.
Fjernevarmen jubler
Heller ikke Venstre og de Konservative mener, at det er en reel mulighed at hæve skatterne, mens Enhedslisten endnu ikke har taget stilling. Partiet siger dog til Berlingske, at det kræver, at ændringen er socialt afbalanceret, og at der laves klimamæssig kompensation for ændringen.
Hos Dansk Fjernevarme er der omvendt glæde over regeringens forslag.
”Forsyningssikkerhedsafgiften var skævt skruet sammen. Vi har hele tiden peget på det problematiske i at skævvride konkurrenceevnen mellem individuel og kollektiv opvarmning” siger Dansk Fjernvarmes direktør Kim Mortensen i en pressemeddelelse.
”Vi skal i 2035 have et energisystem, der 100 procent baseret på vedvarende energi. Den omstilling har forsyningssikkerhedsafgiften været en barriere for, fordi den rammer grønne brændsler hårdest og dermed har fjernet incitamentet til at gå den grønne vej. Den barriere vil være fjernet ved at droppe forsyningssikkerhedsafgiften,” lyder det videre fra fjernvarmechefen.
Forsyningssikkerhedsafgiften skulle have bidraget med 2,8 milliarder kroner om året, når den var fuldt indfaset i 2020.
FAKTA - Forsyningssikkerhedsafgiften
- Ifølge energiforliget indgået mellem regeringen, V, K og EL skal der indføres en såkaldt forsyningssikkerhedsafgift.
- Afgiften pålægges al rumvarme fra såvel fossile brændsler som biomasse.
- Afgiften vil bl.a. blive pålagt brænde, der sælges fra skovene. Afgiften svarer til omkring 275 kr. pr. kubikmeter for løvtræ – svarende til en prisstigning på ca. 90 pct.
- Afgiften pålægges også halm og vil udgøre omkring 430 kr. pr. tons, hvilket fordobler prisen på halm.
Afgiften, der gik op i flammer
Erhverslivet slipper for brændeafgift
Relaterede artikler:
Afgiften, der gik op i flammer
For abonnenter
Erhverslivet slipper for brændeafgift
For abonnenter
Grøn varmeafgift skaber politisk splid
For abonnenter