SF-ordfører: Vi støtter Goldman Sachs-aftalen
SF fjerner nu enhver tvivl og gør det klart, at partiet vil stemme for det omstridte salg af en ejerandel i Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.
Det siger partiets politiske ordfører, Lisbeth Bech Poulsen til Politiken.
"Vi stemmer ja," fastslår hun over for avisen.
Udmeldingen kommer, efter at Politiken lørdag fortalte, at ledende SF'ere ikke er begejstret for udsigten til, at Goldman Sachs lukkes ind i ejerkredsen i Dong.
Under et møde mandag i SF's landsledelse blev aftalen kritiseret af adskillige deltagere.
På mødet deltog både formand og socialminister Annette Vilhelmsen (SF) og skatteminister Jonas Dahl (SF).
Og begge var, ifølge Politiken, enige i udtalelsen, der formulerer partiets klare afstandtagen til den aftale, som finansminister Bjarne Corydon (S) gentagne gange har kaldt "den bedst mulige".
"Landsledelsen er bekymret for konsekvenserne ved aftalen," hed det blandt andet i udtalelsen.
Lisbeth Bech Poulsen mener imidlertid ikke, at SF's folketingsgruppe og ministre er på kollisionskurs med landsledelsen.
"Jeg synes, at landsledelsen udtrykker en bekymring, der er helt forståelig," siger hun til Politiken og opremser de ting, som landsledelsen lægger vægt på:
"At det er helt afgørende, at staten fortsat er majoritetsaktionær af DONG, at der tages hensyn til grøn energi og klima - samt, at man sikrer, at dansk og international skatteret overholdes."
Og det er Lisbeth Bech Poulsen "fuldstændig enig i", lyder det.
Danske tilfreds med Goldman-investering trods skattely
PFA afviser at tale om Goldmans skattemanøvre
Skat tabte stort skatteslag mod Goldman Sachs
Analytiker: DONG-investeringer har været uheldige
Medier: Derfor fik PensionDanmark nej
DONG-chefer kan score milliard kroner på børsnotering