Analytiker: Tysk opjustering tegn på vindmøllebranche i bedring

Nordex' opjustering torsdag er endnu et godt signal om en vindmøllebranche på vej mod bedre tider. Man skal dog være forsigtig med at overfortolke resultaterne til også at gælde Vestas' forretningsudvikling.
Sådan lyder vurderingen fra Vestas-analytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets' oven på tyske Nordex' højere forventninger.
Nordex oplevede en vækst i omsætningen på mere end 50 pct. i første halvår og vendte et EBIT-tab på 13,1 mio. euro i første halvår af 2012 til et overskud på 15 mio. euro på samme post i år. Det fik tyskerne til at løfte forventningerne til både omsætningen og driftsmarginalen i hele 2013.
Nordex opjusterer efter stærkt halvår
"Det er et stærkt signal om stabilisering i virksomheden, at når der kommer mere toplinje på, kommer der også øget bundlinje på. Trenden er knækket for branchen, hvor den operationelle gearing før var så stor, at ekstra omsætning ikke gav dem noget ekstra indtjening på grund af det store prispres," siger Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans.
Nordex' opjustering kommer efter lovende regnskaber fra andre konkurrenter i de seneste uger, navnlig Gamesa og General Electric.
Vindindustri i USA: Lysner efter total stilstand
"Generelt er der mere positive toner, og det skal man tage som et signal om, at der er en vending. Markederne er blevet en smule bedre, især på priserne, og industrien har været igennem et par år, hvor de har fået skåret kapaciteten til," siger Michael Friis Jørgensen.
Aktieanalytikeren advarer dog mod at tolke Nordex' fremgang som et sikkert tegn på, at også Vestas står over for en opjustering, når det danske vindmølleselskab leverer sit regnskab for andet kvartal på onsdag.
Gamesa vendte underskud til overskud
Dels fordi, at Nordex målt på omsætning er mindre end en fjerdedel så stor som Vestas, dels fordi, at Nordex' forretning er koncentreret meget omkring Tyskland og Europa, mens Vestas dækker globalt, og især fordi, at vindmølleselskabers regnskaber ofte afhænger i høj grad af eksekveringen fra kvartal til kvartal og eventuelle udskydelser.
Ikke desto mindre tror Michael Friis Jørgensen på, at Nordex-regnskabet vil give opdrift til Vestas-aktien torsdag.
"Positive toner fra industrien er noget af det, der driver Vestas-aktien på nuværende tidspunkt, så jeg er ikke i tvivl om, at det kan understøtte aktien i dag, siger analytikeren.
Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch
Vil du prøve EnergiWatch gratis i 40 dage? Klik her
/ritzau/FINANS