Arabiske oliemillioner redder tysk solcellegigant

Kriseramte Solarworld, en af Tysklands største solcellesfabrikanter, omstruktureres i et forsøg på at nedbringe gælden.
Det sker efter, at 90 pct. af selskabets aktionærer stemte for ledelsens plan, der skal sikre, at Solarworld ikke lider samme kranke skæbne som andre tyske solcellefabrikanter, der allerede er bukket under.
Qatar Solar køber en 29 pct.-andel i det restrukturerede Solarworld, mens CEO Frank Asbeck lægger 10 mio. euro af sin personlige formue, så han får en ejerandel på 19,5 pct. i selskabet.
Qatar Solar er ejet af Qatar Foundation, der er oprettet af regeringen i oliestaten for at fremme blandt andet videnskabelige projekter. Solforretningen i Qatar betaler 35 mio. euro for sin andel i den tyske solcelleproducent. De nuværende aktionærer må se deres andel udhulet, så den skrumper til bare fem pct.
CEO Frank Asbeck siger i en meddelelse, at omstruktureringen i selskabet trods alt er bedre for aktionærerne, end at Solarworld må trække stikket. Solarworld har imidlertid været en dyr fornøjelse for de investorer, der købte på toppen.
Aktien er faldet fra 50 euro. på toppen i 2007 til omkring 0,5 euro i dag.
Selskabets nedtur skyldes nogle af de samme forhold, som også har ramt andre europæiske producenter hårdt; ringere støtteordninger har mindsket efterspørgslen og skabt overkapacitet i markedet, der samtidig er blevet oversvømmet af billige kinesiske solceller.
EU sikrer importregler på solpaneler frem til 2015
Solarworld tabte 477 mio. euro eller ca. 3,6 mia. danske kroner i 2012.
SolarWorld tabte 477 mio. euro i 2012
Restruktureringen af selskabet forventes at blive ført ud i livet til februar næste år.