Vindindustri i USA: Lysner efter total stilstand
Der blev ikke opsat møller i USA i andet kvartal overhovedet, og samlet for første halvår er resultatet en opsætning på sølle 1,6 megawatt.
Det viser en opgørelse fra den amerikanske vindmølleforening, AWEA, der til gengæld glæder sig over, at aktivitetsniveauet er stigende, hvilket peger på en positiv periode fremadrettet.
"Efter at være gået helt i stå i første halvår som følge af Kongressens sene forlængelse af den føderale skatterabatordning PTC, er aktiviteten i den amerikanske vindmølleindustri ved at komme tilbage, da en stærk bølge af elselskaber forpligter sig til mere vindenergi, skriver AWEA i en kvartalsrapport.
Foreningen melder nu om en "robust" aktivitet, hvilket indikerer kommende projektkonstruktion. Det er niveauet af såkaldte RFP'ere, hvor energiselskaber giver invitationer til at komme med forslag til vindprojekter, samt flere PPA-aftaler, som er langsigtede aftaler om køb af strøm fra vindmølleprojekter, der giver begrundet håb om kommende projektopførelser.
Høj aktivitet tegner godt for Vestas-ordrer i USA
"Mere end 20 RFP'ere er blevet udstedt, og ekstremt konkurrencedygtige priser for vindenergi ansporer elselskaber til at indgå kontrakter for endnu flere megawatt, end det, de indledningsvis inviterede til bud på. Cirka 1300 megawatt er nu under opførelse, mens der er sikret PPA'ere på mere end 3600 megawatt. Samlet hidtil i år har elselskaberne annonceret planer for ny vindenergi på næsten 5000 megawatt, skriver AWEA.
GE høster vindordrer men taber omsætning
/ritzau/FINANS